Brændstrup-ros til Ørbekker, Palm og Classen

Det var tre succesfulde og professionelle forretningsfolk, Amagerbanken finansierede.

Foto: Bax Lindhardt. Hans Henrik Palm, tidligere prof. bokser, idag forretningsmand.
Læs mere
Fold sammen

Hans Henrik Palm, Henrik Ørbekker og Olav Damkiær-Classen havde formentlig rødmet klædeligt, hvis de havde overhørt Amagerbankens tidligere direktør Jørgen Brændstrup rose dem ved torsdagens retsmøde.

Om Palm: Loyal, ordholdende, snusfornuftig, omend mere købmand end fagligt funderet, uden at det på nogen måde var ment negativt. Eksbokseren havde været kunde i Amagerbanken siden midtfirserne, hvor han havde opbygget og solgt to kæder af fitnesscentre og havde et større indestående i banken.

Den tidligere bankmand Henrik Ørbekker betegnede Brændstrup som dygtig, ordholdende og loyal, og Amagerbanken finansierede hans investeringer i ejendomme og værdipapirer. Advokat Olav Damkiær-Classen var en noget mindre kunde i banken, men retten fik klart opfattelsen af, at han var trioens elektronhjerne.

Opfriskning af finanskrisen

Jørgen Brændstrup og hans advokat tog retten med tilbage til tiden op til finanskrisen. Foråret 2008 var Palm, Ørbekker og Classen tilsammen gode for et trecifret millionbeløb, og den store byttehandel med Østerfælledparken og Dalgas Have faldt på plads i juni 2008 – ganske kort før Lehmann Brothers og Roskilde Bank krakkede, og verden fandt ud af, at der var noget, der hed subprime-lån.

Kort efter frøs interbank-markedet til is, og alverdens banker, herunder Amagerbanken, røg ind i en akut likviditetskrise. Ligesom andre danske bankledelser måtte Jørgen Brændstrup og bestyrelsesformand advokat N.E. Nielsen haste til møde i Nationalbanken for at få bevilget en kassekredit.

»På vejen ud fra mødet i Nationalbanken mødte vi Danske Bank,« bemærkede Jørgen Brændstrup mindst to gange med slet skjult tilfredshed.