Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var en vanskelig, men helt nødvendig beslutning at gå i gang med at sælge ud af Top-Toy, selskabet bag legetøjskæden BR.
Det kom ejerfamilien Gjørup frem til, da den i 2013 nåede en milepæl i familiefirmaets historie. Her var det 50 år siden, at de to brødre Bjarne og Henrik Gjørup ændrede deres fars papirkiosk til en legetøjsbutik i Roskilde under navnet BR-Legetøj efter faren, Børge Rasmussens, initialer.
»Da vi havde 50-årsjubilæum, var det en god anledning til at stoppe op og kigge på, hvad der skulle ske de næste 50 år, hvad er den rigtige ledelses- og ejerform der. Vi er nu nået frem til, at vi ikke på ubestemt tid fremover skal være 100 procent familieejet eller familieledet,« siger Peter Gjørup, der er barnebarn af Børge Rasmussen.
Sammen med sin bror Lars deler han posten som adm. direktør. De ejer hver en fjerdedel af Top-Toy. Resten ejes af deres fætter og kusine. De sidder alle i bestyrelsen sammen med Bjarne og Henrik Gjørup.
Familien havde i den seneste opgørelse over Danmarks rigeste i Berlingske Business Magasin en plads som nummer 55 med en samlet formue på 1,6 milliarder kroner.
»Top-Toy er familiens livsværk. Men vi har taget snakken om det rundt om bordet. Vi er meget sammen i familien både i bestyrelsen og i forskellige familiære sammenhænge, og her snakker vi meget om, hvordan virksomheden klarer sig og står absolut bedst muligt i fremtiden,« siger Peter Gjørup.
Skillevejen for Gjørup-familiens legetøjsfirma er klassisk for et familiefirma, siger Martin Jes-Iversen, lektor på CBS og ekspert i økonomisk historie.
»Alle familieselskaber kommer i en situation, hvor familien skal træffe nogle afgørende strategiske og strukturelle beslutninger, som kan være svære, men afgørende for virksomhedens langsigtede overlevelse. Det handler om at turde ændre på ejerformen og på ledelsesformen i tide,« siger Martin Jes-Iversen.
Skulle Gjørup-familien ende med at sælge f.eks. 70 procent af selskabet fra til en kapitalfond, kan det ende med en børsnotering af selskabet om nogle år, når kapitalfonden skal sælge sin aktiepost.
Men her og nu er en børsnotering ikke på tegnebrættet, for det ville ikke sikre virksomheden de nye kompetencer, som, familien erkender, er nødvendige.
»Det rigtige næste skridt for os er at få en partner ombord, der også kan hjælpe os og virksomheden videre. En børsnotering har vi selvfølgelig overvejet som en mulighed. Men der ville vi jo kun få kapital og ikke få nogle kompetencer ind. Vi står ikke og mangler penge, vi har en meget solid virksomhed og en solid balance. Så det handler om kombinationen af penge og kompetencer for os,« siger Peter Gjørup.