Bortvist OW Bunker-direktør idømt fem års fængsel

Vestre Landsret har skærpet straffen fra byretten og idømt tidligere OW Bunker-direktør Lars Møller fem års fængsel. Professor i strafferet kalder sagen "helt speciel".

Foto: Kasper Palsnov

Den tidligere direktør for OW Bunkers datterselskab i Singapore, Lars Møller, skal i fængsel for groft mandatvig.

Han er fredag blevet idømt fem års ubetinget fængsel i Vestre Landsret. Dermed har landsretten skærpet straffen fra byretten, der lød på halvandet års fængsel.

Lars Møller er dømt for groft mandatsvig, fordi han i strid med sine beføjelser som direktør for koncernens singaporeanske datterselskab Dynamic Oil Trading, DOT, gav kunden Tankoil en kredit på mere end en halv mia. kr.

Tabet på 645 mio. kr. var medvirkende til, at den nordjyske koncern, der handlede med skibsbrændstof verden over, gik konkurs i november 2014. Det skete bare otte måneder, efter at selskabet var gået på børsen.

Tab og konkurs giver hård fængselsstraf

Og netop det store tab og konkursen har været med til at sende fængselsstraffen i vejret.

»Det meget betydelige tab, der herved blev påført koncernen var en væsentlig medvirkende årsag til koncernens konkurs. Dette må efter landsrettens opfattelse indgå som skærpende omstændigheder ved straffens fastsættelse. I formildende retning skal det indgå, at tiltalte ikke selv opnåede en uberettiget vinding,« står der i landsrettens dom.

Samtidig slår landsretten fast, at Lars Møller førte OW Bunker-ledelsen bag lyset og ikke fortalte, hvor store kreditter han reelt havde bevilget Tankoil.

»Tiltalte blev undervejs løbende gjort opmærksom på problemerne med Tankoil, uden at han reagerede, ligesom der i hele perioden med tiltaltes viden blev givet urigtige og vildledende oplysninger til ledelsen i OW Bunker,« står der i dommen.

Ingen personlig økonomisk vinding

I byretten fik Lars Møller en midlere straf, fordi han alene blev dømt for groft at have svigtet sin opgave som direktør. Retten mente nemlig ikke, at bagmandspolitiet havde bevist, at Lars Møller havde tilstrækkeligt forsæt til at berige enten sig selv eller Tankoil på bekostning af OW Bunker, og dermed mente byrretten ikke, at der var grundlag for at dømme for mandatsvig i byretten.

Landsretten fandt heller ikke, at Lars Møller opnåede økonomisk vinding ved sine dispositioner. Retten fandt dog, at Tankoil opnåede en uberettiget vinding, fordi man modtog olie uden at betale for den, hedder det. Og at Lars Møller vidste, at kunden ikke var i stand til at betale.

Den 45-årige direktør ankede byrrettens dom til frifindelse, mens Bagmandspolitiet krævede en skærpet straf på mindst fem års fængsel.

Professor: Sagen er helt speciel

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, hæfter sig også ved, at Lars Møller landsretten i sin dom, som kender Lars Møller skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, har lagt vægt på det usædvanligt store tab, som Møller over en længere periode var ansvarlig for at påføre koncernen, som endte med at gå konkurs.

»Tiltalen og dommen handler om mandatsvig, men der er tale om bedragerilignende forhold i kraft af, at der med tiltaltes viden systematisk blev givet svigagtige oplysninger til ledelsen i OW Bunker. Selv om tiltalte ikke selv opnåede uberettiget vinding, har der i landsretten været enighed om at udmåle en streng straf. Den dissentierende dommer ligger kun et halvt år under de øvrige,« skriver Jørn Vestergaard i en mail til Berlingske.

»Sagen er helt speciel, men strafudmålingen er udtryk for, at domstolene nu lægger stor vægt på, om der har været tale om betydelige samfundsmæssige tab og omkostninger,« tilføjer han.

Lars Møller er den eneste fra OW Bunker-skandalen, der er blevet strafferetligt forfulgt. En række civile søgsmål mangler dog at blive afgjort, da investorer og kreditorer har rejst en række erstatningssager mod bl.a. den tidligere ledelse, bestyrelsesmedlemmer, revisionsfirmaet Deloitte, kapitalfonden Altor, som børsintroducerede OW Bunker samt  emissionsbankerne  Carnegie og Morgan Stanley.

Opdateret med kommentar fra professor i strafferet Jørn Vestergaard.