Borgmester: Vi kan ikke gøre mere for Grøndalsvænge

Andelsboligforeningen Grøndalsvænge har sagt nej til Københavns Kommunes tilbud om forlig, og kommunen vil ikke strække sig længere for foreningen, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø). Nu venter en retssag, men begge parter forventer, at modparten leder an.

Københanvs teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) vil ikke strække sig længere over for Grøndalsvænge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Andelsboligforeningen Grøndalsvænge og København Kommune er på vej til at afgøre parternes strid i retten. Grøndalsvænge har sagt nej til kommunens tilbud om forlig, og kommunen vil ikke strække sig længere. Det oplyser teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) til Berlingske Business.

Striden handler kort fortalt om, at Københavns Kommune med en 100 år gammel servitut i hånden fastholder, at andelsboligforeningens grunde ikke må stige i værdi. Det har foreningen ellers ladet ske siden 2004, hvor Grøndalsvænge købte sig fri af en tilbagekøbsklausul for 80 mio. kr.

Håndhævelsen af servitutten betyder, at de 389 grunde er knap 400 mio. kr. mindre værd end antaget. Københavns Kommune tilbød et forlig, hvor Grøndalsvænge kunne få lov at indregne værdistigningen i sin opgørelse. Kommunen forbyder fortsat værdistigning på grundene, mens selve bygningerne gerne må stige i værdi - dog først når de har indhentet de knap 400 mio. kr.

I praksis betyder det, at den samlede værdi af Grøndalsvænge vil ligge på det nuværende niveau de kommende 20-30 år. Foreningen betaler med andre ord selv for forliget i form af, at husene ikke stiger i værdi i mange år.

Morten Kabell siger efter Grøndalsvænges afvisning af forliget, at København skal være en by for alle indkomster, og at det derfor er vigtigt for ham at holde fast i de servitutter og klausuler, der gennem tiden har været med til at sikre billige boliger i København.

»Vi har fremsat et forslag til kompromis med en rimelig afvejning mellem skødeservituttens bestemmelse om billige boliger og beboernes ønske om at undgå situationer, hvor de kan blive tvunget til at sælge til priser, der ligger under det de har betalt for deres bolig, teknisk insolvens og stribevis af retssager på kryds og tværs af købere og sælgere. Det kompromis har Grøndalsvænges generalforsamling besluttet at afvise,« skriver Morten Kabell i en mail til Berlingske Business og fortsætter:

»Kommunens forligsskitse er gældende frem til årsskiftet. Derfor har foreningen stadig muligheden for at ombestemme sig. Bolden ligger nu hos foreningen og dens bestyrelse.«

Berlingske Business ville gerne stille Morten Kabell yderligere spørgsmål, men da borgmesteren er i Bruxelles hele dagen har det ikke været muligt at tale med borgmesteren. Berlingske Business har derfor stillet et par spørgsmål på mail.

Betyder det, at Københavns Kommune ikke har tænkt sig komme med et ændret forligstilbud til Grøndalsvænge?

»Vi har strukket os så langt, vi kunne og er nået til enighed med bestyrelsen om et kompromis, der sikrede både kommunens ønske om at fastholde servituttens bestemmelse om billige boliger og beboernes oprindelige ønske om at undgå teknisk insolvens og situationer, hvor de kan blive tvunget til at sælge til priser, der ligger under det, de har betalt for deres bolig. Generalforsamlingens flertal har valgt at afvise indstillingen fra foreningens bestyrelse og foreningens advokat. Bolden ligger nu hos dette flertal, der på alles vegne har påtaget sig et tungt ansvar,« svarer Morten Kabell.

Grøndalsvænge skriver i en meddelelse, at foreningen forventer, at Københavns Kommune nu vil stævne Grøndalsvænge - underforstået at foreningen ikke vil overholde servitutten.

Vil kommunen nu stævne Grøndalsvænge for at få servitutten overholdt?

»Vi har givet foreningen en mulighed for at undgå teknisk insolvens og endeløse retssager. Det tilbud anbefalede bestyrelsen, men flertallet har ikke ønsket at gøre brug af det. Jeg går nu ud fra, at foreningen så vil efterleve servitutten og 1995-vedtægterne, som er de senest af kommunen godkendte vedtægter. I hvert fald er det svært at forestille sig, at nogle vil købe en andelsbolig til mere end senest godkendte værdi. Hvis foreningen ikke vil efterleve servitutten, går jeg ud fra, at foreningen lægger sag an mod kommunen,« svarer Morten Kabell.

Ifølge Morten Kabell ville det tilbudte forlig opfylde beboernes ønske om, at de ikke bliver tvunget til at sælge til priser, der ligger under det, de har betalt for deres bolig. Beboerne på Grøndalsvænge siger dog, at det ikke er realistisk. De forventer ikke, at købere vil betale den fulde pris for en bolig i Grøndalsvænge vel vidende, at boligerne ikke stiger i værdi de næste 20-30 år - mens det øvrige boligmarked følger udviklingen på markedet.

Mener Morten Kabell, at det er realistisk, at beboerne i Grøndalsvænge kan sælge deres boliger til priser, der ikke ligger under det, de har betalt for deres bolig?

»Vi har været enige med bestyrelsen i, at kompromiset sikrede beboerne mod teknisk insolvens og at ingen skulle sælge til lavere priser, end de har købt. Med flertallets afvisning er situationen desværre en anden, og for mig at se går beboerne en mere usikker fremtid i møde. Men jeg respekterer selvfølgelig deres valg og afventer nu besked om de vil regulere priserne efter 1995-vedtægterne eller lægge sag an mod kommunen,« svarer Morten Kabell.