Borger.dk i knæ på andet døgn

Det offentliges digitale indgang for private, borger.dk, lider under store driftproblemer. Ingen kan sige, hvornår leverandøren NNIT har løst problemet.

Foto: Morten Melhede

Hvis du vil sende digital post til din kommune, er det bare ærgerligt. Hvis du leder efter en myndighed eller information om det offentlige, er det også bare ærgerligt. Det skriver Version2.dk

Det offentliges samlede digitale indgang, borger.dk, har siden onsdag lidt under store driftproblemer, der gør adgangen meget ustabil.

Kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen Jimmy Kevin Pedersen kan torsdag eftermiddag ikke give noget bud på, hvornår problemerne er løst.

»Vi arbejder på at analysere, hvad problemerne består i, og hvad der skal til for at løse dem,« siger Jimmy Kevin Pedersen til Version2.

Han understreger, at ikke alle servere er nede, så enkelte borgere vil stadig kunne logge på.

»Borger.dk vil være nede for nogen, men ikke for andre. Problemerne har eksisteret on and off siden onsdag, men jeg kan ikke sige, hvornår de er løst,« siger Jimmy Kevin Pedersen til Version2.

Det er NNIT, der er driftsleverandør af borger.dk.

Deltag i debatten på Version2.dk