Boom i ulovlige potenspiller på nettet

Det går rigtig godt for de forhandlere, der sælger ulovlige potensmidler på nettet. Alt for godt, mener Lægemiddelstyrelsen, der nu sætter ind over for 39 mistænkelige produkter, der kan være farlige for kunderne.

Ulovlige potenspiller er populære varer på internettet. Fold sammen
Læs mere
Lægemiddelstyrelsen vil se 39 potensprodukter og et enkelt slankeprodukt efter i sømmene.

Produkterne kan købes via 11 danske hjemmesider, men Lægemiddelstyrelsen tvivler på, at de er lovlige, da den ikke kender produkterne, der ikke har fået markedsføringstilladelse i Danmark.

De ulovlige potensmidler og slankeproduktet kan være farlige for folk.

"Når produkterne indeholder aktive lægemiddelstoffer og ikke har en markedsføringstilladelse, så betyder det, at produktet ikke er blevet testet, og indholdsstofferne er derfor ukendte, hvilket vil sige, at vi ikke ved, hvordan produktet virker, og ikke kender de risici, der er forbundet med brugen. Det er alvorligt, for det kan være direkte sundhedsskadeligt for forbrugerne at benytte de ulovlige produkter," siger vicedirektør i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Jan Hylleberg.

Granskningen af de ukendte potensmidler kommer efter, at Lægemiddelstyrelsen i november og december 2006 gennemførte en aktion mod forhandling af ulovlige lægemidler på nettet. Aktionen rettede sig primært mod potenspiller og slankemidler, da Lægemiddelstyrelsen i løbet af 2006 konstaterede et stigende salg af disse produkter.

»Hvis der sker en utilsigtet virkning ved brug af lægemidler eller de "såkaldte lægemidler" købt gennem uautoriserede forhandlere, kan du ikke regne med, at der ydes erstatning. For eksempel oplever mange brugere af slankemidler med efedrin også bivirkninger i varierende omfang. Det kan være søvnløshed og paranoide psykoser, øget hjertefrekvens og blodtryksstigning, rysteture, uro i kroppen, pletter for øjnene, nervøsitet og irritabilitet. Nogle bivirkninger er midlertidige, mens andre kan have lang- eller livsvarige konsekvenser,« siger Jan Hylleberg.

Omfanget af ulovlige lægemidler på nettet er overraskende stort, mener han og advarer imod at købe lægemidler over nettet.