Bonusordning i Tryg understøtter konkurrenceevne

Forsikringskoncernen Trygs konkurrenceevne vil blive understøttet af den bonusordning, som storaktionæren Tryghedsgruppen forleden besluttede modellen for.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer Jyske Bank, som løfter kursmålet for forsikringsaktien til 850 kr. fra tidligere 810 kr.

Bonussen til Tryg-kunderne ventes i størrelsesordenen 5-8 pct. af præmiebetalingen til selskabet, og det svarer til en gennemsnitlig bonus på 400-500 kr. til hver privatkunde.

- Vi ser bonusordningen som værende positiv for Tryg, da den vil understøtte Trygs konkurrenceevne og Trygs strategi, hvor øget kundefokus er en hjørnesten, skriver aktieanalytiker Thomas Eskildsen fra Jyske Bank i et analysenotat.

Jyske Bank henviser til en tilsvarende bonusordning hos Gjensidige, hvor fonden bag betaler en årlig bonus på 15 pct. af præmieindtægterne til deres medlemmer. Her indikerer undersøgelser ifølge Jyske Bank, at bonussen har en positiv effekt på Gjensidiges branding og kundeloyalitet, idet 77 pct. af kunderne siger, at ordningen bidrager til deres beslutning om at blive hos selskabet.

Bonusordningen mangler fortsat godkendelse fra Finanstilsynet, før den kan blive implementeret endeligt.

Trygs aktie handles fredag eftermiddag til 843 kr. efter et fald på 0,5 pct. Aktien er i 2015 dog steget 22,4 pct.