Mediemarkedet er i stigende grad blevet de store spilleres legeplads. En udvikling der mærkes med al tydelighed i Sverige, hvor mediernes ejerskab koncentreres om stadig færre koncerner med stadig større omsætning. Seneste skridt i denne udvikling blev taget i juni, hvor landets og en af Nordens største kommercielle TV-stationer, TV4, købte underholdningskanalen Canal+ af tyske ProSiebenSat.1 for lige knapt 2,5 mia. kr.

Ud over det statslige public service organ, Sveriges Television, er det navnene Bonnier, Stenbecksfären, Schibsted og på det seneste det hurtigt ekspanderende publicistiske foretagende Stampen, der dominerer den svenske mediesfære. Og da TV4 er ejet af familieforetagendet Bonnier Group pustede opkøbet af Canal+ nyt liv i en gammel debat om de store koncerners dominans over medierne. En debat, hvorpå der primært har været møntet en kritik af den sammensmeltning af den økonomiske og politiske indflydelse, Bonnier-familien har opnået gennem sine omfattende opkøb af de svenske medier.

»Debatten har altid handlet meget om, hvorvidt Bonnier i kraft af sin størrelse ville skævvride konkurrencen blandt medierne. Men det Bonniers kritikere først og fremmest er urolige over, er, at en enkelt koncern dominerer så mange vigtige meningsdannende kanaler og nyhedskanaler, som Bonnier gør. Det giver Bonnier en stor magt,« siger Stefan Sundin, svensk medieforsker og forfatter til en doktordisputats og flere bøger om Bonnierkoncernen.

Ifølge Stefan Sundin var kritikken særligt stærk i 1990erne, hvor især den daværende socialdemokratiske kulturminister, Marita Ulvskog, markerede sig som en af Bonniers argeste kritikere. Det var i en tid, hvor Bonnier overtog Sydsvenska Dagblad, flirtede med Svenska Dagbladet, privatiserede Dagens Nyheter og købte op af TV4.

Hverken Stenbecksfärens MTG eller norske Schibsted har været udsat for nær den samme grad af kritik. De er i højere grad blevet set som sunde konkurrenter, der har kunnet holde Bonnier-dynastiet lidt i ave. Til forskel fra Schibsted, der er stærk på dagblade og MTG, der er stærk på TV, så er Bonnier stærk på begge felter. Men det er først og fremmest i forbindelse med aviserne, at Bonnier ifølge Stefan Sundin har politisk indflydelse, og her er der højst tale om en indirekte magt.

»Man kan ikke sige, at Bonnier har politiske ambitioner og bruger medierne som eksempelvis Berlusconi. Men der er en klar politisk linje i Bonniers aviser, der jo ikke tæller nogle Socialdemokratiske iblandt sig. Og på det felt påvirker man opinionsdannelsen. Men udover at man har nogle retningslinjer for mediernes dækning af koncernens forretningsmæssige forhold, så holder man sig fra at blande sig direkte i det redaktionelle indhold,« siger Stefan Sundin.

Alligevel er debatten hurtigt gået død igen i forbindelse TV4s køb Canal+ i begyndelsen af juni. Det skyldes ifølge chefredaktør for Dagens Media, Rolf Van de Brinck, dels, at den nuværende liberale regering er meget Bonnier-venlig, og at oppositionen nærmest ser ud til at have kapituleret på spørgsmålet. Dels at man ikke tænker på sammenhængen mellem økonomisk dominans og dominans i forhold til offentligheden.

»Man har set meget på, hvor mange flere seerer Bonnier har fået med Canal+, og konstateret, at det kun er marginalt. Og så er det ok. Men Canal+ er en vigtig nøgle til at få økonomisk dominans på det nordiske mediemarked, og man tænker ikke så meget på de økonomiske synergier det giver på tværs af koncernens selskaber,« siger han.

Da Bonnier opkøbte TV4 og finske MTV3 blev broadcast-delen koncernens største. Og Bonniers direktør for broadcast og underholdning, Torsten Larsson, er godt klar over, at koncernen har en del kritikere, men han ser det som en ganske naturlig del af deres stærke placering på markedet.

»Vi sidder på omkring 30 procent af markedet inden for de fleste medietyper, så selvfølgelig er vores placering meget stærk set i forhold til opinionsdannelsen. Men købet af Canal+ har ikke haft nogen indflydelse på mediekoncentrationen, fordi kanalen er så lille når det kommer til seere og reklamesalg. Og så er det ikke en del af opinionsmedierne, men først og fremmest en underholdningskanal,« siger Torsten Larsson.

Han regner med, at Bonnier vil blive ved med at vokse på alle fronter i fremtiden. Måske lige med undtagelse af de svenske dagblade, som indtil nu har været hovedårsagen til den megen ballade.