Bombardier vil ikke tale erstatning

Bombardier vil ikke offentligt forholde sig til erstatningskravet fra SAS på 500 millioner kroner efter ulykkerne med Dash-flyene.

Den canadiske flyproducent Bombardier vil ikke kommentere SAS ønske om en erstatning på 500 millioner kroner for den alvorlige rustfejl på Dash 8 Q400-flyene. Kommunikationsdirektør Bert Cruickshank fastholder, at det er firmapolitik.

- Vi har kendskab til kommentarerne fra SAS, men vi vil ikke udtale os om det offentligt. Det er vores klare politik at holde enhver diskussion med vores kunder hemmeligt, siger Bert Cruickshank til Ritzau.

Den alvorlige rustfejl er opstået i dele i landingsstellet fra den amerikanske underleverandør Goodrich, som leverer til alle de store flyfabrikanter.

Ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters vil flere selskaber sagsøge Bombardier, og SAS vicekoncernchef, John Dueholm, kunne onsdag fortælle, at sagen er alvorlig for Bombardier og den verdensomspændende konstruktør af landingsstel Goodrich.

- Det undrer os, at både Goodrich, Bombardier og de canadiske myndigheder, som jo har godkendt designet og vedligeholdelsesprogrammerne, har taget så meget fejl vedrørende de her komponenter, sagde John Dueholm.

/ritzau/