Bombardier tavse i SAS-sag

Bombardier vil ikke offentligt forholde sig til erstatningskravet fra SAS på 500 millioner kroner efter ulykkerne med Dash-flyene.

Den canadiske flyproducent Bombardier vil ikke kommentere SAS ønske om en erstatning på 500 millioner kroner for den alvorlige rustfejl på Dash 8 Q400-flyene. Ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters vil flere selskaber sagsøge Bombardier, men canadiernes talsmand John Arnone vil over for Reuters ikke bekræfte, at der indledes forhandlinger med SAS.

"De samtaler er ikke begyndt. Vi anser vores aftale med SAS og alle vores operatører for at være hemmelige," siger John Arnone til Reuters.

Det er ikke muligt at få yderligere kommentarer fra Bombardier på nuværende tidspunkt, og selskabets kommunikation til omverdenen er holdt i en overraskende tone efter onsdagens pressemøde hos SAS.

"Den hurtige og beslutsomme handling af Bombardier og dets partnere minimerede afbrydelserne i driften og hjalp til at berolige den flyvende befolkning. De fleste af verdens Q400f-fly er nu tilbage i drift, og giver kunderne stor komfort og lavt støjniveau, udtaler Bombardiers præsident," Steven Ridolfi, i en pressemeddelelse.

/ritzau/