Boligspekulant i Århus på hælene

Skifteretten skal afgøre, om en af Århus’ store ejendomsspekulanter går konkurs, eller om betalingsstandsningen kan forlænges.

Læs mere
Fold sammen
I morgen afgør Skifteretten i Århus, om en af byens store ejendomsspekulanter skal have forlænget sin betalingsstandsning. Eller om en eller flere kreditorer begærer Niels Jørgen Cramer konkurs, skriver Århus Stiftstidende Søndag.

Niels Jørgen Cramer bad selv om betalingsstandsning i sine 20 selskaber i Skifteretten den 17. december. Ifølge avisen har han op til en måned før betalingsstandsningen tinglyst pantebreve i sine ejendomme – formentlig for at kunne stille sikkerhed overfor banker eller andre finansieringskilder. I oktober og november tinglyste Cramers selskaber pantebreve i ejendomme for mere end 200 mio. kr. Presset på Cramer fremgår også af revisionspåtegninger i flere af hans selskaber, hvor der er taget forbehold for værdiansættelsen, fordi der er stor usikkerhed om dagsværdien af investeringsejendomme.

Revisorerne fra Revision Aarhus opfordrer til at skaffe flere penge i kassen, for at driften kan fortsætte.

Advokat Jens Jerslev, Bech-Bruun, er tilsynsførende under betalingsstandsningen. Han er i færd med at undersøge, om Cramers selskaber kan fortsætte uden salg af ejendomme.

Niels Jørgen Cramer har flere hundrede lejere boende i sine ejendomme. De er beskyttet af lejeloven, og en eventuel ny udlejer skal respekterer gældende lejeaftaler - også ved konkurs, siger professor Hans Henrik Edlund, Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.

Niels Jørgen Cramer har været i medierne, fordi flere af hans ejendomme har huset bordeller. Han har også fået en bøde på 5.000 kr. for at have modtaget ulovlig dusør i forbindelse med udlejning af et lejemål, skriver avisen.