Boligmarkedet kan lægge pres på Danske Bank

De danske forbrugeres manglende lyst til at købe ny bolig og konvertere eksisterende lån kan blive en alvorlig streg i regningen, når Danske Bank onsdag præsenterer halvårsregnskab.

På trods af et generelt pænt regnskab for 1. kvartal var der i foråret skuffelse over bankens gebyrindtægter, og med et boligmarked så sløvt som en teenager på sommerferie, kan det endnu en gang blive svært at leve op til investorernes høje forventninger, skriver Børsen.

»Det, der er fokus på denne gang, er, at udlånsvæksten har været faldende de seneste måneder. Det, at den har været så høj den seneste tid, har gjort, at det pres, der har ligget på rentemarginalerne, er blevet opvejet, men den vækst er aftaget nu, hvilket primært kan tilskrives opbremsningen på boligmarkedet, og denne opbremsning kommer bestemt også til at betyde noget for konverteringsgebyrerne,« siger aktieanalytiker i Gudme Raaschou Stig Nymann og understreger, at der ikke er tale om katastrofer for banken.

Kilde: Børsen