Boligmarkedet hopper med på influencer-bølgen

Byggefirmaet Bonava har hyret otte personer med en bred følgerskare på de sociale medier til at skabe opmærksomhed om deres nye familievenlige boligbyggerier i hovedstadsområdet. De såkaldte influencers har magt til at blåstemple en virksomheds produkter på en helt anden måde end traditionelle markedsføringskanaler – derfor bruges de.

De såkaldte influencers kan formidle historien om drømmeboligen meget stærkt, lyder det fra Bonavas marketingschef, Mads Alexander Enghoff. Bonava, der tidligere hed NCC Bolig, har ansat otte forskellige personer med en bred følgerskare på nettet og sociale medier til at skabe opmærksomhed om deres nye familievenlige boligbyggerier i hovedstadsområdet.  Asger Ladefoged

Bloggeren Frederikke Egel og kæresten, Mark Schiøtte, har solgt deres 80 kvadratmeter store lejlighed i Ørestadsområdet på Amager. For godt et år siden blev de forældre til en lille pige, og nu har de brug for mere plads og et lidt mere permanent sted at begynde livet som familie.

Indimellem møderne med banken og ejendomsmægleren blev hun kontaktet af byggefirmaet Bonava – tidligere NCC Bolig – om et muligt samarbejde. Spørgsmålet lød, om Frederikke mod et beløb havde lyst til at skabe eksponering om Bonavas nye familievenlige boligområder med sine egne ord blandt sine 30.000+ følgere.