Boligen styrer

Bolig er gud. Der var engang - og det er såmænd ikke så forfærdelig mange år siden - hvor man købte sin bolig for at bo i den.

Terminsydelsen var fast, og så var der ellers ikke så meget mere snak om det. I dag er det at bo i en bolig et biprodukt, mens alt det man kan gøre med sin bolig er det store »issue.« Ikke bare jonglerer boligejerne rundt med friværdier og konverteringer på samme måde som råvarebørsen i Chicago, Boligpriserne styrer også meget store del af samfundsøkonomien. Således er de senere måneders prisdyk på boliger nu anledningen til, at der ikke er behov for et finanspolitisk indgreb. Overophedningen af økonomien fuser ud i takt med, at friværdierne indskrænkes en anelse og dermed er med til at holde privatforbruget i ave. Økonomer over en kam (og herunder også Nationalbanken) erklærer nu, at faren for overophedning er drevet over og dermed kan både finansminister Thor Pedersen og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sige: »Hva' sagde vi?« Nordea vurderer, at et prisfald på 20 pct. - eller seks års stilstand i priserne - vil bringe boligpriserne i balance med den almindelige økonomiske udvikling i Danmark. Egentligt ikke et skrækscenarie.

Made in Europe

FÆLLESSKAB. Nu er det ikke sådan, at fordi man bor i Asien, så er man fattig. En rig middelklasse i Kina buldrer frem med stor styrke og købekraft. Disse kinesere efterspørger diamanter, BMWere og såmænd også Bang & Olufsen, Georg Jensen og andre luksusmærker. Problemet er dog, at mens luksusskatten er forsvundet fra diamanterne, så er særskatten på andre luksusgoder endnu en barriere. Der er 12 millioner bryllupper i Kina om året, så blot luksusgaver ved et antal promiller af disse bryllupper kan give en god forretning. Egentlig er rige kinesere ikke så forskellig fra rige mennesker i vores del af verden. Øverst påønskesedlen i Shanghai står BMW, Louis Vuitton, Mercedes, Rolex og Armani.

Made in Denmark

FRA LABORATORIET. De danske biotekvirksomheder stormer frem og placerer sig som de smarteste og bedste i Europa. Det handler om virksomheder, som vi almindeligt dødelige ikke helt forstår, hvad laver, men som vi håber på finder et middel til at gøre os alle ældre. Dansk biotek suger kapital til sig som aldrig før, og det betyder, at der er nogle investorer, som forhåbentlig kender meget til denne industri, og som tror på, at der også kommer noget salgbart ud, når forsøgene i laboratorierne er tilendebragt. De etablerede biotekvirksomheder er på vej mod børsen eller til videresalg. Det er dog ikke rosenrødt det hele. Det er nemlig sådan, at de etablerede selskaber har det godt, rigtig godt, mens det kniber med de helt nye »biotekopstartere.«

Det laaaaaange sigt

Viise mænd. Og mens vi er ved de makroøkonomiske termer. Vismændene i det økonomiske råd står lige pt. lidt alene med deres krav om indgreb, og det afføder ind i mellem hånlige bemærkninger om, at disse viise mænd da vist ikke har særlig meget forstand på, hvordan økonomien derude i det rigtige samfund er skruet sammen. Men det er en malplaceret kritik. Vi har i høj grad, og måske endda i særlig grad i gode tider som de nuværende, brug for vismændenes syn på tingene. Typisk et syn som rækker længere frem end til næste lønudbetaling, ejendomsvurdering eller Christiansborg-valg. Vismændene er sådan set ikke bekymret for hverken i dag, i morgen eller i overmorgen. De forsøger at kigge tre, fem eller ti år frem i tiden og fastholder med denne krystalkugle i hånden, at der er behov for en skatteomlægning til mere skat på boligen og mindre skat på arbejde.

Jysk logik

DAW. Få to håndklæder og betal for tre. Umiddelbart ikke et tilbud, der er værd at bukke sig efter. Og så alligevel. Danmarks superkøbmand, Lars Larsen, mener nemlig, at det er god logik og god økonomi for Dyne Larsens Jysk. Lars Larsen er efter hård kritik omkring produktionsforhold i Asien hoppet med på Max Havelaar-bølgen. Altså at varerne til de rige vesteuroæere skal produceres ud fra menneskeværdige forhold på fabrikkerne i tredje verdens lande. Målsætningen er, at op i mod en trejdedel af Jysks omsætning inden for de næste par år skal have et Max Havelaar-mærke syet i nakken. Og hvad er så det økonomisk smarte i at have en dyrere produktion? Det er - skal man følge Jysk-strategien - at kunderne vil rynke på næsen af Jysk-produkterne, hvis kunderne ikke får garanti for, at de ikke er med til en grov udnyttelse af fattige mennesker på den anden side af kloden.

Danske Dong

NORD-BANK. Det helt store samtaleemne i banktoppen i øjeblikket er den foreløbigt meget lidt belyste beslutning om, at Danske Bank skal hjælpe DONG ind på Fondsbørsen, mens kollegaen, Nordea, får en mindre, sekundær rolle. Når det er en sag, som tiltrækker sig så megen opmærksomhed skyldes det, at noget tyder på, at den danske stat ved Finansministeriet er noget nær gift med Danske Bank, når det kommer til børsnoteringer og salg af statens virksomheder. I DONG-sagen foretrak både DONG selv og dens rådgivere nemlig Nordea, som en af hovedbankerne til denne attraktive og prestigefyldte opgave. Men Thor Pedersens folk i Finansministeriet fejede dette ønske fra DONG til side og pegede på Danske Bank. Nu vil oppositionspolitikerne på Christiansborg have et klart svar på, hvordan håndteringen af denne storfinansielle opgave i grunden er forløbet.