Boligejere får hurtigt svar om erstatning

Kammeradvokaten kommer om kort tid med sin vurdering af, om berørte boligejere kan få erstatning for tab på tinglysning, siger justitsminister Lars Barfoed.

Justitsminister Lars Barfoed (K). Han er uenig i kritikken af ministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berørte boligejere behøver ikke vente længe i spænding på, om staten vil kompensere deres tab, fordi tinglysningen blev forsinket ved ejendomshandler eller omlægning af lån.

Statens sagfører, Kammeradvokaten, har snart sin vurdering klar. Det siger justitsminister Lars Barfoed (K) efter statsrevisorernes kritiske rapport om Domstolsstyrelsen og Justitsministeriet i forbindelse med tinglysningskaoset.

Justitsministeren selv går fri af kritikken, fordi han ikke kan instruere styrelsen, som har en selvstændig bestyrelse.

- Jeg forventer, at Kammeradvokatens vurdering vil foreligge inden for kort tid, siger han i en skriftlig kommentar.

Lars Barfoed er uenig i kritikken af Justitsministeriet for at høste besparelsen ved at nedlægge 200 tinglysningsstillinger for tidligt, da det digitale tinglysningssystem trådte i kraft.

- Der var således ikke grundlag for at opretholde de 200 tinglysningsstillinger ved byretterne efter idriftsættelsen, siger han og fortsætter:

- Tinglysning efter idriftsættelsen af det nye digitale system kunne kun ske fra Tinglysningsretten i Hobro, og det ville ikke have været muligt for det hidtidige tinglysningspersonale ved byretterne rundt om i landet at deltage i tinglysningen i det nye digitale system.

Lars Barfoed påpeger, at Domstolsstyrelsen selv kommenterer Rigsrevisionens beretning. Her vil Domstolsstyrelsen vurdere, hvordan man forudser behovet for et større ekstrapersonale end det, der var afsat i projektets indkøringsperiode.