Boligadvokater kræver politisk løsning

Danske Boligadvokater opfordrer stærkt til en politisk løsning på sagen om den digitale tinglysning. Ifølge Rigsrevisionen var det et "højrisikoprojekt".

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De mange almindelige danskere, der har tabt penge på fejlene ved det nye digitale tinglysningssystem, som blev sat i drift i september 2009, skal have erstatning så hurtigt som muligt. Det eneste rigtige og anstændige er en politisk løsning, så borgerne slipper for en langvarig retssag.

Det siger formanden for Danske Boligadvokater Jan Schøtt-Petersen, efter at Rigsrevisionen har undersøgt forløbet og konkluderet, at Domstolsstyrelsen begik en række fejl i forbindelse med udviklingen og igangsættelsen af systemet. Fejlene gjorde, at der ifølge Rigsrevisionen var tale om et "højrisikoprojekt".

- Rigsrevisionens rapport bekræfter billedet af, at der er begået alle de fejl, som tænkes kan. Vi føler os bestyrket i, at borgerne har krav på økonomisk erstatning. Og det burde kalde på, at man fra politisk hold fandt en politisk løsning, der holder boligejerne skadesløse, siger Jan Schøtt-Petersen.

Sammen holdning har man hos brancheforeningen Danske Advokater.

Foreningens administrerende direktør Paul Mollerup er glad for at Rigsrevisionen "sort på hvidt beskriver det mareridt, advokater og advokatsekretærer har måttet leve med så længe".

- Man har gamblet med borgere og virksomheder som indsats for at kunne gennemføre et projekt, der skulle gøre Danmark til førende i verden på dette felt, siger han.

Danske Boligadvokater er parat til at føre en erstatningssag mod staten, hvis det bliver nødvendigt. Jan Schøtt-Petersen vurderer, at en sag ved domstolene vil vare tre til fire år.

- Det synes jeg ikke, at boligejerne fortjener, siger han.