Boghandlerkæde dropper e-bøger

Den britiske gigant Waterstones vil ikke længere sælge e-bøger og overlader den forretning til e-boghandelen Kobo.

Den kendte boghandlerkæde Waterstones vil ikke længere sælge e-bøger fra sine forretninger i Storbritannien, her i London. Arkivfoto: Martin Toft, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Toft

Storbritanniens største boghandlerkæde, Waterstones, indstiller sit salg af e-bøger og overlader den handel til giganten Kobo.

Waterstones' direktør, James Daunt, mener ifølge BBC ikke, at boghandlerkæden kan give en lige så god digital service, som japanske Kobo kan. Derfor vil alle, der søger efter e-bøger hos Waterstones, fremover blive ledt videre til Kobos netsted, og fra 14. juni vil alle Waterstones' kunder få instruktion i at overflytte deres digitale bibliotek af e-bøger til Kobo.

Waterstones, som i 2011 blev solgt af HMV til den russiske milliardær Alexander Mamut, har siden fokuseret på at udvikle sit speciale som boghandel med caféer, som kan samle folk. I oktober indstillede Waterstones salget af Amazons e-bogslæsere Kindle.

Tidligere i år ophørte også den amerikanske boghandlerkæde Barnes & Noble med at sælge digitale bøger i Storbritannien.

Fremgang for e-bøger i Danmark

Omkring 30 procent af det britiske bogmarked udføres af salget af e-bøger. I 2014 blev der, ifølge analysefirmaet Nielsen Book Research, solgt for 393 millioner pund e-bøger mod 1,7 milliarder pund trykte bøger.

Ifølge rapporten »Bogen og litteraturens vilkår 2015«, som Bog- og Litteraturpanelet udsendte i efteråret 2015, fylder e-bøger og netlydbøger stadig mere i forlagenes udgivelser, i bibliotekernes udlån og i danskernes læsning og en stigende del af forlagenes omsætning. Fra 2012 til 2014 voksede antallet af e-bogsudgivelser i Danmark fra 2.497 til 3.694 styk inden for alle typer og genrer - dog langt de fleste romaner og noveller. Omsætningen af det digitale salg steg fra 2013 til 2014 fra 217,5 til 257,9 millioner kroner, en fremgang på 18,6 procent.

Lindhardt og Ringhof udsendte alene over 600 nye e-bogstitler i 2013 og 2014, hvor Gyldendal udgav lidt over 400. Af en Gallup-måling fremgår det, at flere end 60 procent af danskerne i 2014 aldrig læste e-bøger, mens under 10 procent læser e-bøger hver uge eller hyppigere.