Bønder kræver erstatning for spoleret høst

Landmænd er trætte af tilstoppede åer, der går over deres bredder og ødelægger høsten. Flere vil have kommunerne til at erstatte tabet, fordi kommunen står for at oprense åerne.

Det skriver JydskeVestkysten onsdag.

En af landmændene er Jens Kristian Jensen, der har svært ved at gå rundt på sin oversvømmede kornmark ved Kongeåen syd for Gredstedbro. Flere steder står vandet nemlig så højt, at den 65-årige landmand skal bruge waders for ikke at få våde tæer, og det bebrejder landmanden Esbjerg Kommune. Indtil nu har maltbyggen på hans 30 hektar store mark stået i vand i over en måned. Så Jens Kristian Jensen regner ikke med, at kornet bliver høstet i år.

- Det vil koste mig 200.000 kroner, siger han til avisen.

De penge vil den 65-årige landmand have Esbjerg Kommune til at erstatte. Og det krav er han ikke ene om. Ifølge Sydvestjysk Landboforening har omkring 70 af foreningens landmænd i Esbjerg og Varde kommuner lige nu tilsvarende problemer. Og hvis oversvømmelserne skyldes, at åerne og vandløbene er groet til, så opfordrer foreningens formand Claus Christensen bønderne til at søge erstatning.

Han tilføjer, at når landmændene søger erstatning, så vil landboforeningen gerne hjælpe dem. Kilde: Jydske Vestkysten