Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske banker må gerne i højere grad udlåne penge til etablerede virksomheder, der ligger lige på kanten til at være sikre låntagere. Det mener formand for Dansk Iværksætterforening, Christian Walther Øyrabø.
Han mener, at bankerne i Danmark generelt er blevet bedre til at udlåne kaptial, men påpeger samtidig, at der er plads til forbedring.
»De må gerne lade tvivlen komme iværksætterne til gode,« siger han.
Udmeldingen kommer, efter at Berlingske i går beskrev vilkårene for innovation og iværksætteri i Danmark.
Økonomisk direktør for regulering i Finansrådet, Jakob Legård Jakobsen, mener, at bankernes lånevillighed er cirka, hvor den skal være.
»Hvis bankrådgiverne sidder over for en virksomhed, der ligger lige på vippen til at være en ideel kandidat til et lån, så er det vigtigt, at bankerne ikke tager høje ricisi. De skal være omhyggelige i deres vurdering af kunderne ikke mindst for at efterleve tilsynskrav,« siger han og tilføjer, at det hverken er i kundens, bankens eller samfundets interesse, at bankerne tager for høje ricisi.
»Vi skal ikke mere end ti år tilbage, hvis vi vil se effekterne af, at bankerne var for risikovillige,« siger han og henviser til finanskrisen: »Der skal bare mere til efter krisen, hvis en virksomhed vil låne penge. Sådan bør det også være.«
Samtidig tilføjer han, at det ikke er bankernes opgave at hjælpe virksomhederne i gang.
Banklån kræver sikkerhed
Det er Christian Walther Øyrabø enig i. Han mener, det netop er en udbredt misforståelse:
»Bankerne er ikke sat i verden for at hjælpe iværksættere i gang. Hvis du har fået en god idé, skal du ikke løbe til din bankrådgiver som det første,« siger han.
For bankens rolle er ikke at stille risikovillig kapital til rådighed:
»Man starter ikke en risikabel idé med bankfinansiering. Det er ikke måden, man gør det på.«
Misforståelsen blandt iværksættere og folk med innovative ideer oplever direktør for Innovationsfonden Peter Høngaard Andersen også:
»Mange forstår ikke, hvornår banken kommer ind i billedet. Det oplever jeg bl.a. til kapitalmarkedsdage,« siger han og henviser til de dage, hvor et selskab kan møde kapitalmarkedet i form af potentielle investorer og analytikere til et arrangement, som virksomheden afholder enten selv eller sammen med andre selskaber.
Christian Walther Øyrabø slår derfor fast, at bankernes ansvar er, at låne penge ud mod sikkerhed.
Friends, fools and family
Hvis man har en innovativ idé og ønsker opstartskapital til at føre den ud i livet, anbefaler Øyrabø hellere, at man »spænder livremmen ind«, lever på et minimum og gerne har sparet egenkapital op, inden iværksættereventyret begynder.
Hvis det herefter viser sig, at man har en virksomhed med kød på, skal man finde ekstern kapital hos private investorer.
Det kan være i form af de tre »f«-ere, siger Christian Walther Øyrabø:
»Friends, fools and family. Senere leder man efter en ekstern investor.«
Først når man kan se, at biksen kører, og man derfor gerne vil udvide, går man til banken efter kapital, påpeger han.