Boeing flyver fra analytikernes forventninger

Boeings resultater ramte et højere luftlag end ventet af markedet i andet kvartal, hvor pengestrømmene samtidig vendte rundt, så de nu igen er positive.

BOEING-TITANIUM/
Foto: ROBERT SORBO. REUTERS/Robert Sorbo/Files
Læs mere
Fold sammen

Resultatet per aktie landede på 1,62 dollar, hvilket var en god bid fra markedets forventning om et resultat på 1,37 dollar ifølge Bloomberg News. Også omsætningen på 24,5 mia. dollar var højere end gennemsnitsestimatet i markedet på 24,3 mia. dollar.

Flere leverancer af Boeings kæmpefly 787 Dreamliner sørgede desuden for positive pengestrømme på 2,6 mia. dollar efter et minus i første kvartal.

Forventningerne til hele årets resultat nedjusteres, hvilket ifølge Bloomberg News dog allerede blev signaleret i sidste uge, hvor Boeing meldte om nye omkostninger til korrektioner på tankfly til det amerikanske flyvevåben. Der ventes nu et resultat per aktie på 7,70-7,90 dollar mod tidligere ventet 8,20-8,40 dollar.

Boeing-aktien, der er med i Dow Jones-indekset, ligger onsdag 1,2 pct. højere i formarkedet.