Boeing finder ny softwarefejl i 737 Max

Flyproducenten Boeing har fundet endnu en softwarefejl i sin udskældte flymodel 737 Max.

Det skriver Financial Times.

Fejlen adskiller sig fra den defekte motorstopsforanstaltning, der torsdag ifølge etiopiske efterforskere blev fastslået som en del af årsagen til Ethiopian Airlines' flystyrt sidste måned.

Den nyfundne softwarefejl forklarer derfor også, hvorfor Boeing tidligere på ugen valgte at udsætte indleveringen af den planlagte softwareløsning til det amerikanske luftfartsministerium, FAA.

Boeing og FAA udtalte mandag, at softwareløsningen vil blive indsendt til godkendelse "i de kommende uger", hvor flyproducenten tidligere havde sagt, at løsningen ville blive indsendt med sidste uges udgang.

- Vi ser fremgang i opdateringen af softwaren, der skal forhindre uheld i fremtiden, skrev Boeing torsdag i en meddelelse ifølge Financial Times.

- ... som en del af denne proces har vi identificeret et andet aspekt ved softwaren - uafhængigt af MCAS (motorstopsforanstaltningen, red.), som også vil blive adresseret i softwareopdateringen.

Ifølge Boeing er der tale om et "relativt lille problem", hvor en løsning til det nu er fundet.

/ritzau/FINANS