B&O-topchef: Vi følger planen, men der er stadig lang vej igen

Det går den rigtige vej for Bang & Olufsen, der i tredje kvartal af 2016/17 havde en vækst på 12 pct. og gik fra et lille underskud til et lille overskud før skat, men der er også fortsat meget at rette op på i virksomheden. Det siger B&O's administrerende direktør, Henrik Clausen oven på kvartalsregnskabet fredag.

Arkivfoto. Henrik Clausen, Bang & Olufsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto: Lasse Bech Martinussen

- Jeg synes, vi har fundet et fornuftigt momentum i væksten og i at forbedre lønsomheden, og der har vi taget et væsentligt skridt i tredje kvartal og er samtidig begyndt at generere kontanter i banken, hvilket også er vigtigt.

- Vi er ydmyge nok til at forstå, at der er flere væsentlige skridt, vi skal igennem. Jeg synes, at det går, som vi har planlagt, og vi fastholder det, vi har lovet, siger Henrik Clausen til Ritzau Finans.

B&O har især i den traditionelle del af forretningen ledt efter nye måder at skabe og sælge produkterne, så Struer-koncernen fokuserer på kernekompetencerne inden for lyd og design, mens andre står for selve tv-teknikken. Blandt andet starter et nyt samarbejde med LG senere i 2017.

- Det har hele tiden været en rejse, vi vidste, at vi skulle håndtere i bidder, og den rejse fortsætter vi på, og vi føler, at der er den fremdrift, som der skal være, siger Henrik Clausen.

En del af planen er også, at den konstante vækst i forretningen, som især trækkes af B&O Play-divisionen med de mindre og mere fleksible eller bærbare produkter, vil give større muligheder for stordriftsfordele og smartere distribution med tilhørende lavere omkostninger per enhed.

- Der vil være et betydeligt fokus de næste par år i B&O-forretningen (de traditionelle produkter, red.) for at gennemføre den transition og blive mere agil og baseret på partnerskaber, så vi fokuserer på vores interne kernekompetencer omkring design og akustik, siger Henrik Clausen.

/ritzau/FINANS