B&O stiger kraftigt efter voldsom spekulation

B&O-aktien steg voldsomt efter Berlingske skrev, at investeringsbanken Carnegie var hyret til at finde en mulig køber til den danske virksomhed.

Foto: Thomas Vilhelm

Aktier i B&O steg mandag kraftigt samtidig med at hedgefonde har kastet sig over det danske desingikon.

Stigninger kommer efter Berlingske skrev, at investeringsbanken Carnegie var hyret til at finde købere til den danske virksomhed, siger analytiker.

Aktien steg med 11,8 pct. til kurs 40,80.

"Der er ekstrem stor spekulation i aktien, og det er ikke umuligt, at den kan nå 70 kr. Aktien bliver handlet fuldstændig løftet væk fra det fundamentale forhold i selskabet, men jeg mener, at den bør handle mellem 35 og 40 kr.," siger B&O-analytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand.

Stigningerne er i aktien sker samtidig med, at hedgefonde i stor stil har kastet sig over B&O. Ifølge data fra nyhedstjenesten Bloomberg var 12,4 pct. af de aktier , som er i fri handel ejet af "short-handlere". De spekulere i, at aktien skal falde. Idéen er at låne aktien af en investor, sælge den og herefter vente på, at den falder så de kan købe den tilbage senere til en lavere pris.

Den type investorer kaster sig ofte ind i nødlidende selskaber, hvor der er tvivl om fremtiden.

"Der er altid særlig meget spekulation i selskaber, der kører med underskud og hvor der er specielt stor usikkerhed om fremtiden. Det betyder, at markedet i øjeblikket spekulerer i alle mulige scenarier for B&O," siger Jesper Christensen.

Bestyrelsesformand Ole Andersen sagde for knap en måned siden til Berlingske, at B&O ikke længere har en størrelse til at klare sig mod store, globale konkurrenter. Ole Andersen sagde, at alle muligheder nu er åbne for den 90-årige danske virksomhed

Investeringsbanken Carnegie er sat til at finde løsningen for B&O. Banken skal lede efter mulige købere blandt verdens store elektronikkoncerner, kapitalfonde eller muligvis en partner til den danske virksomhed, der har haft svært ved at finde sin plads i elektronikmarked under hastig forandring.