Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der var lagt op til sød musik, da Bang & Olufsen i sommeren 2012 annoncerede en ambitiøs vækststrategi i Kina. Men i dag, knap tre år senere, skratter det fra den fjernøstlige front. Det fremgår af en historie i Jyllands-Posten.
I samarbejde med det kinesiske selskab Sparkle Roll, var den oprindelige plan at åbne 50 butikker inden udgangen af 2013. På sit højeste havde Sparkle Roll dog kun 38 butikker med B&O-produkter, og antallet er siden faldet på grund af et skuffende salg.
Fra marts til september har man kun formået en beskedent omsætning af B&O-produkter for 10 mio. kroner, og målet er nu nedjusteret til 37 butikker ved udgangen af det nuværende regnskabsår.
Tro på samarbejdet
Samarbejdet med Sparkle Roll giver ellers god mening ifølge analytiker Søren Løntoft fra Sydbank. Selskabet lever nemlig af at sælge forskellige luksusbrands til købestærke kinesere. Blandt andet dyre biler, ure og vine.
Og selv om mislydene fra Kina altså akkompagnerer de seneste års krise hos det danske virksomhedsikon fra Struer, er troen på samarbejdet med kinesiske Sparkle Roll umiddelbart intakt.
»Vi er fuldt ud tilfredse med samarbejdet, og vi går ud fra, at de er det samme,« siger bestyrelsesformand i B&O, Ole Andersen, til Jyllands-Posten.