B&O klar med dansk-koreansk super-TV

Foto: Henning Bagger

En højttaler, du kan snakke med, og et nyt super-TV er to af de danske bidrag, når Europas største messe for forbrugerteknologi, IFA, afvikles i Berlin de kommende dage.

Hæderkronede Bang & Olufsen, der ikke har haft det let de senere år, præsenterer på messen det første resultat af samarbejdet med en af verdens største producenter af fladskærme, sydkoreanske LG.

Det sker i form af Beovision Eclipse. Det er B&Os første såkaldte OLED-TV. OLED dækker over en særlig teknologi, der blandt andet er kendetegnet ved større farveægthed end almindelige fladskærme.

Opløsningen på TVet er 4K, der også er kendt som UHD. Det betyder, at fjernsynet har en væsentlig højere opløsning end en almindelig HD-fladskærm.

Der er ikke frigivet en pris på Beovision Eclipse, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at ligge i den mere pebrede ende. Til gengæld får man så også en soundbar med, som ud over TV-lyd også kan levere blandt andet Spotify og andre streamingtjenester.

Netop streamingtjenester er en af de ting, som mange bruger højttalere fra danske Libratone til. Og hos Libratone har man også brugt åbningen af IFA-messen til at lancere nyheder.

Det sker i form af et samarbejde med Amazon, hvis tjeneste Alexa nu integreres i Libratones Zipp-højttalere.

Det betyder, at man nu kan tale til sine højttalere, ligesom man kender det fra for eksempel iPhones Siri-tjeneste.

»At du kan styre Zipp med stemmen, er et stort og vigtigt skridt i den helt rigtige retning. Nu kan du aktivere Libratone Zipp og derefter bede Alexa om at skrue op for lyden via et device som for eksempel Echo Dot, ligegyldigt hvor du har placeret højttaleren,« siger Simon Peschcke-Køedt, VP Global Marketing hos Libratone Danmark.

Man kan også med stemmen bede højttaleren om at spille et nummer med en bestemt kunstner, ligesom den kan integreres med andre smarte enheder i husstanden.

Amazon har endnu ikke introduceret Alexa i Danmark, og derfor vil det heller ikke virke her til at starte med. Libratone lover dog, at man er klar, så snart Amazon kommer med Alexa på dansk.

IFA-messen åbner officielt fredag og varer til onsdag i næste uge. Undervejs vil verdens største producenter af forbrugerelektronik præsentere et væld af nyheder. Også Bang & Olufsens datterselskab, Beoplay, ventes at komme med nyheder på IFA.