B&O fyrer salgsdirektør

B&O og topchef Tue Mantoni har besluttet at fyre salgsdirektør Lars Flyvholm.

Foto: Henning Bagger. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Den danske højttalerproducent B&O og topchef Tue Mantoni har besluttet at fyre salgsdirektør Lars Flyvholm. Det kommer kun halvanden uge efter, at Lars Flyvholm var ude at præsentere B&Os omsætningsfremgang på 19 procent. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Lars Flyvholm bekræfter, at han er blevet afskediget hos B&O, men har derudover ingen kommentarer til den pludselige fyring. B&O siger i en skriftlig udtalelse, at fratrædelsen er sket efter gensidig aftale, og de skriver, at fyringen kommer som led i en ny ledelsesstrategi.

»Lars Flyvholm har gjort et flot stykke arbejde hos Bang & Olufsen, hvor han i stillingen somVP (Vice President, red.) Global Sales de seneste år blandt andet har været med til at styrke den globale salgsorganisation. For yderligere at skabe en stærk forbruger-fokuseret forretning med lokalforankring har vi i sidste uge foretaget en ændring i ledelsen af den globale salgsorganisation,« siger B&Os kommunikationschef Jan Helleskov i en skriftlig udtalelse til Dagbladet Holstebro-Struer.

Salgsdirektøren Lars Flyvholm tiltrådte i jobbet i oktober 2012, hvor han dengang afløste Danny Feltmann Espersen. Espersen fik dengang kun et år i jobbet, og nu er Flyvholm altså afskediget efter cirka toethalvt år på posten. Formålet med at afskedige Flyvholm er ifølge B&O et skridt i en effektivisering af ledelsen i den nordvestjyske virksomhed og dermed centrere mere ansvar hos Tue Mantoni selv.

»Formålet er at bringe Bang & Olufsen endnu tættere på forhandlerne og kunderne i kraft af en styrkelse af de regionale salgsorganisationer og færre ledelseslag, således at de regionale fire salgsdirektører nu rapporterer direkte til administrerende direktør Tue Mantoni. Ændringen betød, at stillingen som VP Global Sales blev overflødiggjort, hvorfor Lars Flyvholm fratrådte efter gensidig aftale,« siger Jan Helleskov fra B&O.