B&O fyrer 55 medarbejdere

Industriklenodiet Bang og Olufsen har endnu engang svunget kniven overfor flere af virksomhedens ansatte. Der er dog ikke tale om en spareøvelse, lyder det fra HR-direktøren.

Foto: Henning Bagger. Afskedigelserne rammer primært i Struer, hvor 47 medarbejdere bliver ramt. Årsagen er ifølge B&O, at elektronikvirksomheden netop har indgået en ny samarbejdsaftale med den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics.
Læs mere
Fold sammen

Den ikoniske danske elektronikvirksomhed B&O har onsdag fyret 55 medarbejdere.

Det bekræfter B&O over for Berlingske.

Afskedigelserne sker primært i Struer, hvor 47 medarbejdere bliver ramt. Årsagen er ifølge B&O, at elektronikvirksomheden netop har indgået en ny samarbejdsaftale med den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics.

»Opsigelserne skal ses i sammenhæng med vores nye teknologipartnerskab med LG Electronics. Den betyder, at der er nogle af vores hidtidige udviklingsopgaver inden for mekanik og TV-produktion, som vi ikke længere selv skal løse, men som vil blive løst af LG fremover,« siger Christian Iversen, HR-direktør i Bang og Olufsen til Dagbladet Struer.

Når aftalen er fuldt gennemført i løbet af tre år, forventer B&O at kunne spare omkring 200 mio. kroner om året.

Christian Iversen understreger dog over for Dagbladet Struer, at fyringerne ikke skal ses som »en spareøvelse«. I stedet handler afskedigelserne om »at flytte fokus og skærpe indsatsen andre steder«, lyder forklaringen.

»Det handler om, at vi har brug for nogle andre kompetencer. Det kan man også se ved, at vi i øjeblikket er i gang med en større rekruttering af op til 30 software-ingeniører, fordi en større del af innovationen og produktudviklingen inden for lyd og billede i dag er lige så afhængig af software og internet connectivity, som af materialer, æstetik og akustik,« siger Christian Iversen.

B&O har i de senere år har særdeles vanskeligheder med at tjene penge. Sidste år skulle virksomheden spare 100 mio. kroner, hvilket kostede 125 jobbet.