B&O-chef: Fald i BRIK-salg var forventeligt

Bang & Olufsens omsætning i BRIK-landene er faldet med 22 pct. i andet kvartal, sammenholdt med samme kvartal et år tidligere. Men det er ikke den store overraskelse, vurderer selskabets direktør, Tue Mantoni.

Foto: Keld Navntoft

B&O har nemlig købt sig fri af distributøraftaler - eller "master dealerships - i Kina for blandt andet at lukke nogle af forretningerne, og forhandlingerne har betydet nedgang i salget.

- Ligeså snart, man begynder at tage den snak falder salget. Effekten af Master Dealer-overtagelsen er en kombination af, at vi har indledt samtalerne, fordi vi ikke har været tilfredse med butikkernes performance. Derudover - når man så faktisk begynder at tage snakken - så bliver performance jo endnu værre, når de stopper med at købe, siger B&O's administrerende direktør, Tue Mantoni, til Ritzau Finans.

Han vurderer desuden, at man har kunnet se den fulde effekt at den tendens i det forgangne kvartal. Han siger desuden, at det kommer til at vare ved de næste kvartaler, da koncernen løbende skal have overtaget kontrol over de kinesiske butikker.

- Indtil vi selv har butikkerne, kommer du til at se svagere tal der. Men vi har hele tiden sagt, at det nye arbejde med Sparkle Roll forventer vi absolut kommer til at vise sig hen imod fjerde kvartal i år, siger han.

Desuden kræves en separat forretningstilladelse til hver enkelt butik, der skal overtages i Kina, før moderselskabet kan overtage dem.

- Så det er næsten som at starte 16 nye selskaber op, siger Tue Mantoni.

/ritzau/FINANS