B&O boss: Uansvarligt at udbetale udbytte nu

Det ville være uansvarligt at udbetale et ekstraordinært udbytte til aktionærerne efter et fjerde kvartal, som ikke viste sig fra sin prangende side. Det siger B&Os administrerende direktør, Tue Mantoni, til Ritzau Finans.

Foto: Johan Gadegaard. Tue Mantoni: B&O boss: Uansvarligt at udbetale udbytte nu. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

- Vores forretning er volatil, og vi har lige lanceret en ny strategi, som endnu ikke har bevist, at den kan levere en stærk bundlinje. Derfor er det ikke ansvarligt at begynde at udbetale penge på nuværende tidspunkt, siger han.

Flere analytikere havde ellers sat næsen op efter et ekstraordinært udbytte til aktionærerne i størrelsesordenen 5-6 kr. pr. aktie, efter at B&O i foråret solgte Automotive-divisionen til amerikanske Harman International Industries.

B&O forventede at modtage 1130 mio. kr. i nettoprovenu fra transaktionen efter skat samt en årlig minimumsbetaling på 12,7 mio. kr. i en 20-årig periode startende fra regnskabsåret 2017/18.

Der skal dog stabilitet til på alle fronter, før virksomheden igen er klar til at udbetale udbytte til aktionærerne, siger selskabets direktør.

- Hvis vi kigger på de seneste år, så har vi haft nogle kvartaler, hvor vi har tjent penge og nogle, hvor vi tabte penge. Den volatilitet skal vi væk fra, og det vil sige, at vi skal have en mere stabil udvikling i vores forretning. Vi skal tjene gode penge og have et stabilt cashflow. Først på det tidspunkt kan vi begynde at overveje, om der skal betales udbytte eller ej, siger Tue Mantoni.

B&Os regnskab for fjerde kvartal af 2014/15 viste et underliggende driftsunderskud (EBIT) på 53 mio. kr. På bundlinjen blev resultatet for de fortsættende forretninger til et underskud på 319 mio. kr.

TV: 3 highlights fra B&O: Mantoni går ned i løn