Blackberry fyrer endnu 200

Den canadiske mobilproducent har problemer med at vinde folks lommer trods gode anmeldelser af de nye telefoner og skal nu igen skære ned - fem måneder efter seneste fyringsrunde.

Blackberrys telefoner sælger stadig ikke bedre trods gode anmeldelser. Det koster endnu 200 jobbet. Arkivfoto: Aaron Harris, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: AARON HARRIS

Den pressede, canadiske mobilproducent, Blackberry, fyrer nu endnu 200 medarbejdere i forsøget på at rette op på økonomien på grund af skrantende mobilsalg.

125 arbejdspladser nedlægges i hovedkvarteret i Waterloo i den canadiske delstat Ontario, mens 75 afskediges på Blackberrys fabrik i Florida i USA. Ved udgangen af februar 2015, altså for et år siden, havde Blackbery 6.225 medarbejdere.

En af dem, der har forladt Blackberry, er Gary Klassen, som opfandt Blackberrys berømmede BBM-beskedtjeneste, der længe var betragtet som en af de sikreste at bruge, hvorfor erhvervsfolk blev storforbrugere af Blackberry-telefoner - indtil smartphonebølgen begyndte at rulle, da Apple i 2007 kom med sin første iPhone-telefon. Gary Klassen var en af de medarbejdere, der havde været længst hos Blackberry.

Overvejer mobilproduktionen

Blackberry vil ikke sige noget om, hvor besparelserne rammer, men selskabet siger, at de ikke berører kommende opdateringer af BB10-softwaren.

I september 2015 blev omkring 200 stillinger nedlagt inden for netop hardware og design af BB10-telefonerne, som blev lanceret i januar 2013 som Blackberrys redningsplanke. De har imidlertid ikke solgt så godt som forventet trods positive anmeldelser, og Blackberry har ikke bundet markedsandele tilbage fra hverken Apple eller de mange Android-telefoner.

Derfor lancerede Blackberry i november 2015 sin første Android-telefon, og endnu en Android-telefon er planlagt i år. Alle hidtidige Blackberry-produkter har kørt med firmaets egen software.

Blackberrys topchef, John Chen, har tidligere meddelt, at man i løbet af i år vil tage stilling til, om der er en fremtid i at producere mobiltelefoner.