Black Friday og mobilbetalinger slår alle rekorder på nettet

Man skal ikke lade sig narre, hvis køerne ved de danske butikker ikke er så lange i år, som de plejer at være på Black Friday. I dag storshopper de danske forbrugere nemlig varerne på nettet.

Foto: Jonas Vandall Ørtvig. Mængden af betalinger online ligger 20 procent over niveauet ved sidste års Black Friday (Foto: Jonas Vandall / Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Netbutikken Boozt startede sit Black Friday-udsalg kl. 22 torsdag aften, og siden da har så mange kunder besøgt onlineportalen, at hjemmesiden gik ned fredag formiddag. Alligevel melder selskabet om et stigende salg på omkring 200 procent i forhold til Black Friday sidste år,

Da interessen var størst hos Elgiganten lidt over midnat, klikkede ca. 65.000 danskere sig ind på hjemmesiden. Kl. 8.00 fredag morgen havde danskerne købt mere end 1.800 fladskærme, over 1.600 bærbare PC’er og 2.000 højttalere.

Samme melding lyder hos konkurrenten Power, der har fordoblet antallet af besøgende siden sidste års Black Friday. I løbet af dagen har Power solgt for otte gange mere, end forhandleren normalt gør på en »rigtig god salgsdag«, lyder det.

Legetøj er et af de produkter, der var spået stor efterspørgsel efter på Black Friday - og det kan man mærke hos Geppel Legetøj.

»Det er gået amok, og vi kan næsten ikke følge med. Vi har foreløbig solgt for 48 procent mere på nettet end på en god dag, og vi er næsten løbet tør for Lego, som er det største salgshit. Det slår simpelthen alle forventninger,« siger ejeren Lars Nybjerg.

Hos Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, har man haft stårnhøje forventninger til den store shoppedag. Men alt tyder på, at det bliver overgået af virkeligheden.

»Vi må bare sige, at særligt på nettet har både forbrugere og butikker i høj grad taget Black Friday til sig,« siger administrerende direktør, Niels Ralund.

Eksplosion i mobilbetalinger

Direktøren for betalingsudbyderen Clearhaus, Claus Christensen, bekræfter tendensen.

»Mængden af betalinger online ligger 20 procent over niveauet ved sidste års Black Friday, så alt tyder på en rekord,« siger han.

I år er det endvidere værd at bemærke, at de danske forbrugere i stigende grad betaler med mobilen.

»Black Friday i år tegner til at slå alle rekorder for MobilePay Online,« siger Mark Wraa-Hansen, der chef for MobilePay.

Ved middagstid lå de mobile betalinger fra webshops mere end 500 procent over niveauet fra sidste års Black Friday. Niveauet er samtidig mere end 1000 procent over den normale daglige brug af MobilePay til onlinehandel, oplyser Mark Wraa-Hansen.

»Hen over natten faldt niveauet noget, men fra morgenstunden hamrede det igen op til endnu højere niveauer, så vi ved 7.30-tiden lå omkring 700 procent over både sidste års Black Friday og en normal dag i november i år,« siger han.