Black friday gav besøgsrekord i shoppingcentre

Hver tiende voksne danskere søgte i fredags mod et af Danicas shoppingcentre – hertil kommer alle dem, der besøgte andre centre. Black friday overstiger nu klart lillejuleaftensdag som handelsdag.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

Danskerne har i den grad taget Black Friday til sig som den nye, store shoppingdag. Således oplevede DEAS en vækst i besøgstallet i de 16 shoppingcentre, man administrerer på vegne af Danica, på 7 hele procent i forhold til black friday sidste år.

Faktisk var det ikke færre end hver tiende, voksne dansker – 440.000 i alt –  der mødte op, alene i et af Danicas shoppingcentre i fredags. Ifølge DEAS er det især de mellemstore centre, der oplevede stor vækst i år, mens det for de største centre i højere grad var business as usual.

Danica står blandt andet bag Lyngby Storcenter, City2 og Frederiksberg Centret. Men nogle af de andre sværvægtere i branchen er ejet af konkurrenter. Således er Fisketorvet og Field’s i København ejet af henholdsvis Unibail-Rodamco og Steen & Strøm.

Besøgsrekorden skal endda ses i forhold til, at aktiviteten allerede sidste år klart oversteg det, man så, på den traditionelt største handelsdag, nemlig den 23. december.

Ydermere er der i mellemtiden mange internetbutikker, der har rustet op med tilbud, så danskerne kunne få glæde af de lave priser uden nødvendigvis at blande sig i centrenes mylder. Men rigtigt mange tog altså mylderet med.

Det er utvivlsomt en god nyhed for Danica og de øvrige ejere af shoppingcentre, der de seneste år har set sig presset af den stigende handel på internettet.

”Black Friday er blevet en særdeles vigtig omsætningsdag i detailhandlen, som vi har haft stort fokus på at planlægge og klargøre. Vi oplever, at rigtig mange handlende tager på shopping i centrene, hvor de kan se og mærke varerne, blive underholdt og få en helhedsoplevelse,” udtaler Finn Sture Madsen (billedet), afdelingsdirektør i DEAS.

Det er blot fem år siden den amerikanske tradition med black friday blev introduceret i Danmark.