Bjarne Graven forlader FIH

FIH Erhvervsbank er nu så langt i sin afvikling, at direktør Bjarne Graven har valgt at forlade banken pr. 1. oktober.

Direktør Bjarne Graven Larsen forlader FIH Ervhervsbank efter frasalget af størstedelen af forretningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Efter salget af udlånsforretningen er FIH nu så lang ti afviklingen, at direktør Bjarne Graven har valgt at trække stikket. 

»Jeg synes, at det er et helt naturligt tidspunkt at stoppe på. FIH er landet på benene og udlånskunderne har fået et godt nyt hjem,« siger Bjarne Graven Larsen i en selskabsmeddelelse.

Inden for de seneste måneder har FIH offentliggjort salget af hovedparten af banken udlånsforretning og dermed er den klassiske FIH-forretning fortid.

Overdragelsen af de mindre erhvervsengagementer til Spar Nord fandt sted den 1. juli, mens Nykredit overtager de større engagementer, som de har købt, den første september.

Bestyrelsesformand Christian Dyvig roser Bjarne Graven ikke mindst for at muliggøre tilbagebetalingen af FIHs statslån, som blev optaget i forbindelse med Bankpakke II.

»Bjarne Graven Larsen har ydet en stor indsats og gjort en helt afgørende forskel i FIH. At det er lykkedes at sælge bankens udlånsforretning og ikke mindst at skaffe likviditet til at tilbagebetale den statsgaranterede obligationsgæld på 50 milliarder kroner til tiden i et finansielt marked præget af finanskrisen har bestemt ikke været nogen nem opgave. At det er lykkedes så godt er ikke mindst Bjarne Graven Larsens og Henrik Sjøgreens fortjeneste,« siger han.

Med frasalgene til Spar Nord og Nykredit har erhvervsbanken kun en tiendedel af den størrelse, som den havde, da den svulmede mest frem mod finanskrisen, men den er stadig blandt de større danske banker med 30.000 indlånskunder og Corporate finance-afdeling, der fortsætter som et selvstændigt selskab.

Banken er imidlertid ikke færdig med at slanke sig, og de resterende engagementer er til salg for den rigtige pris, meddelte Bjarne Graven Larsen i juni.



Han fratræder den første oktober, men vil stå til rådighed for selskabet i en periode bagefter til løsning af en række specifikke opgaver.