Biva er gået konkurs

Carsten Blom-Hansen kunne heller ikke redde møbelkæden Biva, der nu har drejet nøglen om.

Da Biva var størst, havde den 50 butikker i Danmark. Nu er kæden endnu engang gået konkurs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Møbelkæden Biva Møbler har nu drejet nøglen om.

Det skriver Børsen og Ekstra Bladet.

Biva er erklæret konkurs i Sø-og Handelsretten i København onsdag. Kreditorerne omfatter bl.a. Skat, 12 lønmodtagere og Vækstfonden.

I december 2017 gik Biva konkurs, men blev reddet af Carsten Blom-Hanssen, der var med til at stifte Boozt.com.

Tirsdag bekræftede Carsten Blom-Hanssen over for Ekstra Bladet, at han fredag i sidste uge indgav en konkursbegæring, men fordi sagen ikke var berammet, var Biva ikke officielt meldt konkurs.

Men nu er der udpeget en kurator i boet, som er advokat og partner i Horten Nicolai Dyhr.

»I bund og grund er vi nogle mennesker, der har forsøgt at redde Biva i januar sidste år. Vi må bare konstatere, at det ikke lykkedes. Vi syntes, at vi havde skabt et godt fundament, men en hård julemåned og et hårdt januarudsalg har gjort, at det ikke kan hænge sammen. Det er superægerligt for alle,« siger Carsten Blom-Hanssen til Ekstra Bladet.

Ikke muligt at dække kunders køb

Virksomheden har igennem en længere periode kæmpet med en faldende omsætning, kombineret med at virksomheden ikke har været i stand til at tilvejebringe finansiering til at dække forpligtelserne for den løbende drift, herunder lønninger mv.

Carsten Blom-Hanssen har ejet møbelkæden gennem sit holdingselskab ELFI Holding, der i seneste regnskab havde en egenkapital på 160.104 kroner. Han oplyser til Ekstra Bladet, at det ser ud til, at der ikke bliver mulighed for at dække krav fra kunder, der har betalt forud for møbler.

Han erkender da også over for Ekstra Bladet, at han ikke selv har mulighed for at komme med yderligere kapital:

»Jeg kan ikke blive ved med at komme med flere penge. Jeg har forsøgt at rejse yderligere penge, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Der har været brugt rigtig meget tid på at se, om vi kunne finde investorer. Det er på ingen måde noget, som nogen har lyst til at gennemgå, så selvfølgelig har vi virkelig forsøgt at se, om det kunne lade sig gøre at få andre til at bære det videre,« siger han til avisen.

Han vil ikke fortælle, hvad han selv har investeret, men han erkender, at investeringen er tabt. Han håber dog stadig, at der er andre, som vil forsøge.

IT-guruer fejlede også

I marts 2017 købte Jimmy Maymann, bestyrelsesformand for TV2 og tidligere topchef i onlinemediet Huffington Post, sig ind i Biva. Sammen med medstifter af tøjportalen Style­pit Christian Bjerre Kusk ville den tidligere topchef i Huffington Post, som tjente en halv mia. kroner på firmaet Go Viral, gøre Biva til Danmarks førende møbelhus online.

Men blot ni måneder efter kapitalindsprøjtningen, blev selskabet kort før nytår 2017 begæret konkurs, inden det i 11. time blev opkøbt af Carsten Blom-Hanssen.

Dermed lykkedes det heller ikke to af Danmarks fremmeste online-eksperter at få forbrugerne til at købe møbelhusets gule slagtilbud på nettet. Og de to er blot blot en del af længere række af ejere af det 25 år gamle brand, der har fem ejerskifter og nu tre konkursbegæringer bag sig, som uden held har forsøgt at transformere sloganet »Vi ses i Biva« til »Vi ses på biva.dk«.

Biva blev oprindeligt stiftet af Henry Johansen, der gjorde butikken kendt med tv-reklamer, som hans datter Millie optrådte i. Fold sammen
Læs mere

Kæden blev oprindeligt stiftet af Henry Johansen, der gjorde butikken kendt med tv-reklamer, som hans datter Millie optrådte i.

I 2006 solgte familien kæden, der nu havde 50 butikker i Danmark, for 560 mio. kroner til to kapitalfonde, der havde store planer om at sætte flere Biva-logoer på landkortet – også uden for Danmarks grænser.

Samtidig blev Biva en af de første møbelkæder med slagtilbud på nettet. Men Biva blev hårdt ramt af finanskrisen og dens eftervirkninger og fusionerede med Tæppeland. Den fusion kunne ikke sikre overlevelsen. I sommeren 2013 gik Biva konkurs. Og det med sådan et brag, at det ikke var muligt for konkursboets kurator at finde en køber.

I 2014 genopstod Biva-navnet, da de tidligere ansatte Jesper Jørgensen og Rune Furbo købte rettighederne til Biva, som nu primært skulle sælge møbler online suppleret af tre fysiske butikker.

Med titlen »Biva version 2.0« var det am­bitionen at gøre Henry Johansens vision om »at tilbyde gode møbler til gode priser« digital. En strategi, som Jimmy Maymann og Christian Bjerre Kusks tilsyneladende troede på, men som de altså også måtte give op på.