Bitcoinfeber skaber problemer for hardcore computerspillere

Priserne på de tungeste og kraftigste grafikkort stryger i vejret, fordi de bliver opkøbt for at få fingre i de nye kryptovalutaer.

Grafikkort er en del af motoren i enhver computer, men nu stiger priserne kraftigt på de bedste og hurtigste af slagsen, fordi mange vil have andel i bitcoinbølgen. Arkivfoto: Carina Heckscher, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSEP LAGO

Den voldsomme interesse for såkaldte kryptovalutaer som bitcoins har fået priserne på grafikkort til computere til at stige betydeligt, og det kan volde problemer for computerspilentusiaster.

Grafikkortene er nemlig en væsentlig brik i at få computeren til at arbejde hurtigere, og det er nødvendigt, når man gerne vil udvinde kryptomønter, skriver britiske BBC, og derfor er de heftigste kryptovalutafans begyndt at indkøbe kraftige grafikkort i stort antal i håbet om hurtigere at komme til penge og rigdom.

Store ladninger opkøbes

Kryptomønterne kan »udvindes« ligesom ved guldgravning ved, at man tillader sin computer at bruge sin regnekraft på at knuse indviklede, matematiske formler. Belønningen, når det lykkes, afregnes i kryptovalutaer som bitcoins, der herefter kan bruges mange steder som almindelig betaling men uden om det traditionelle - og regulerede - møntsystem.

Ifølge Ben Hardwidge, der er redaktør på magasinet Custom PC, er masseindkøbene typisk organiseret, således at firmaet indkøber store ladninger af grafikkort for at kunne oprette serverparker, der kan forsøge at grave nye kryptomønter ud.

Det har fået flere forhandlere til at indføre begrænsninger for, hvor mange grafikkort hver person kan få lov til at købe, og det har sendt priserne på himmelflugt for dem, der bare ville opgradere hjemme- eller arbejdscomputeren til at fungere lidt bedre.

Nvidia: Giv plads til spillerne

Eksempelvis vil et Nvidia-grafikkort, som hos producenten vejledende koster omkring 5.700 kroner, nu hos de store forhandlere koste 7.600 kroner - og er sågar set til 16.900 kroner et enkelt sted. Priserne er også banket i vejret i de mindre butikker og på auktionssider på nettet.

Trods prisen er de bedst ydende grafikkort mange steder udsolgt.

Nvidia har direkte bedst forhandlerne om at tilsikre, at de, der spiller computerspil, får forrang, fordi det typisk er dem, der har brug for de ekstra computerkræfter.

Opkøbene af tunge grafikkort betyder samtidig, at alle andre med svagere grafikkort, som også forsøger at få del i den stærkt værdisvingende kryptovaluta, får færre chancer for succes.