Bitcoin krydser magisk grænse

Den digitale valuta Bitcoin har været i høj kurs gennem hele 2016, og det er fortsat ind i det nye år, hvor værdien har krydset 1000 dollar for første gang i tre år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Værdien af Bitcoin steg med 125 pct. sidste år, og det skyldes blandt andet en stigende efterspørgsel i Kina, hvor en faldende kurs i landets valuta, yuan, har fået flere til at til købe den digitale valuta.

Bitcoin blev skabt i 2009 og har historisk haft massive udsving i prisen, hvor den i 2013 var nede i 400 dollar og satte rekord i 2013 i 1163 dollar.

Bitcoin adskiller sig fra normale valutaer ved ikke at have en centralbank til at styre udstedelsen af valutaen, hvor det i stedet er et avanceret system, som kontrollerer og godkender alle handler.

Og det er netop fraværet af en central organisation, som har skabt en øget interesse i Kina, fordi landet ifølge kritikere har kapitalkontrol over for virksomheder og privatpersoner og dermed har lagt en grænse for, hvor mange penge man kan få ud af Kinas banker.

- Den voksende krig mod kontanter og kapitalkontrol gør, at Bitcoin fremstår som et levedygtig - men risikofyldt - alternativ, siger Paul Gordon til Reuters.

Han er chef for virksomheden Quantave, der arbejder for at få institutionelle investorer til at bruge digitale valutabørser.

Bitcoins er i dag accepteret som betaling for en lang række varer og tjenesteydelser. Bitcoin offentliggør alle transaktioner for at forhindre snyd og kriminalitet. Der er i dag omkring 16 millioner bitcoins i omløb, og der bliver løbende udstedt nye.

Den samlede værdi af alle Bitcoins er på 16 mia. dollar - eller 114 mia. kr.