Biotekstjerne spottede de gode forretninger

Florian Schönharting er et kendt navn i biotekverdenen. Den danske forretningsmand, der har stiftet biotekselskabet Genmab, har både viljen og evnen til at skabe en god forretning.

Florian Schönharting, der fylder 50 år i dag, er født i Tyskland, men blev i 1988 dansk statsborger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Florian Schönharting har i mere end 20 år investeret i biotekverdenen, mens mange andre er løbet skrigende væk som følge af store tab. Han har viet sit liv til investeringerne og har fået succes.

Forretningsmanden, som 20. oktober fylder 50 år, har været med til at stifte fem forskellige virksomheder – blandt andet det børsnoterede biotekselskab Genmab, der har fokus på at udvikle antistoffer til behandling af kræft.

Alle, der følger en smule med i biotekverdenen, har hørt navnet Florian Schönharting. Han har i mange år været en af frontfigurerne i dansk biotek, og at have indflydelse og udrette noget her i livet er vigtigt for ham.

»Jeg vil ikke bare fødes og dø. Jeg vil ikke bare gå så gnidningsfrit som muligt ind i ligkisten. Der skal være noget helt sensationelt mellem de to punkter. Man skal hellere stikke halsen frem og få den skåret over end slet ikke stikke den frem,« har Florian Schönharting tidligere sagt.

Mange talenter

Florian Schönharting er født i Tyskland, men har i løbet af sin barndom boet forskellige steder i verden. De første fire år af sit liv levede han i Adelaide i Australien, hvorefter familien flyttede til Eichhofen i Tyskland. Her havde de et landsted med bryggeri, mølle, vandværk og skovdrift.

Da Florian var syv år, fik faren, som er geofysiker, et job på Københavns Universitet. Derfor rev familien rødderne op og bosatte sig i Birkerød. 12 år senere vendte de hjem til Tyskland, mens Florian blev i Danmark, hvor han tog sin studentereksamen.

Herefter læste han en cand.merc. på Handelshøjskolen i København, som han afsluttede med topkarakterer. Det resulterede i, at han blev årgangens bedste, hvilket indbragte ham McKinsey-prisen.

I fritiden læste Florian Schönharting medicinske afhandlinger, spillede squash og øvede sig på sin cello. Hans far har tidligere fortalt, at celloen kunne have gjort ham til en stjerne, men det var biotek og den finansielle verden, der for alvor endte med at fange det unge talents interesse.

Evne til at spotte en god forretning

To år henne i studiet begyndte hans karriere for alvor at tage fart. Han blev finansanalytiker i Bank Invest, hvor han kastede sig over naturvidenskabelige studier. Han ville forstå, hvad den industri, som han skulle finansiere, gik ud på.

Det viste sig hurtigt, at Florian Schönharting havde en god evne til at spotte, hvornår biotek kunne blive en god forretning. Det er både Genmab og flere af hans andre børssucceser som Biomarin og Forward Pharma et bevis på.

I dag investerer Florian Schönharting stadig aktivt i globale biotekvirksomheder i alle stadier af udvikling, og derudover er han formand for Forward Pharma. Hans fokus fremover er at sammensætte nye hold, der går efter de store muligheder inden for sundhedsområdet.