Biotek-aktierne bragede frem i første kvartal

De danske biotekselskaber brager igennem på det danske aktiemarked. Aktierne fra Affitech, Neurosearch, Topotarget og Bavarian Nordic ligger alle på top-10 på listen for samtlige danske børsnoterede aktier, der har haft den største stigning i første kvartal i 2010.

Foto: Sigrid Nygaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


Det viser en opgørelse foretaget på baggrund af statistik fra Bloomberg.

Listen viser, at højdespringerne blandt biotekselskaberne er Affitech og Neurosearch. Begge aktier er steget 120 pct. siden nytår, og det bringer aktierne op på henholdsvis en anden- og tredjeplads på listen. Efter kvartalets udløb har Affitech-koncernen dog præsenteret et blodrødt regnskab. Selskabet kæmper i disse dage for at finde ny kapital for at overleve, men alligevel hitter selskabet altså listen, når man kigger på den procentmæssige stigning fra første kvartal. Tirsdag har det dårlige regnskab dog fået konsekvenser for aktiekursen, da prisen på Affitech-aktien faldt knap 5 pct. i løbet af eftermiddagen.

Topotarget-aktien sniger sig med en stigning på 91 pct. op på en femteplads på første kvartals topliste, mens Bavarian-aktien ligger lige i hælene på en sjetteplads med en stigning på 89 pct. Også det islandske medicoselskab Össur klarer sig godt på listen og lander således på en ottendeplads med en stigning på 54 pct.

Biotekselskaberne kan dog ikke hamle op med listens absolutte vinder. Aktien i den nordjyske teknologi- og kommunikationsvirksomhed RTX Telecom steg med hele 178 pct. i første kvartal i 2010, og den ligger dermed klart i toppen af listen.

I den anden ende af listen, nemlig selskaberne med de største kursfald, finder man blandt andre Tower Group, Cimber Sterling og Capinordic. Disse aktier har alle oplevet et fald på omkring de 55-45 pct, viser opgørelsen.

RB-Børsen