Bilsalg på Facebook

Citroën Danmark har taget de nye markedsføringsmetoder på Facebook til sig. Indtil videre har det resulteret i et øget salg af biler.

Kom til åbent hus i weekenden, vind en DVD med storfilmen »Avatar« og få samtidig et godt tilbud på et gratis DVD-system i nakkestøtterne på din nye Citroën. Sådan lyder slagtilbuddet fra Citroën Danmark, når man støder på bilproducentens annonce på Facebook. En annonceform, man indtil videre har haft stor succes med, lyder det fra Jesper Kristoffersen, reklamechef hos Citroën Danmark.

»Facebook er som så mange andre steder på nettet en kanal, hvor vi kan komme i kontakt med vores målgruppe. For Citroëns vedkommende er målgruppen ganske bred. Normalt koncentrerer vi os ikke om folk under 18 år, men ellers vi vil gerne i kontakt med resten af den danske befolkning. Vi ligger i top fire på markedsandele, og vi skal have fat i en bred del af befolkningen. Og der er Facebook ideelt,« siger han.

Det sociale medie er et af de steder, hvor bilproducenten får en ret høj respons fra de potentielle kunder.

»Man kan have forskellige gisninger om, hvorfor vi har det. Men en af vores antagelser er, at når folk er på Facebook, har de også lidt mere tid, end når de befinder sig på andre sider. Jeg tror, vi rammer folk på et mentalt stadie, hvor de måske er mere påvirkelige,« siger Jesper Kristoffersen.

Folk køber bil
Erfaringerne med annoncering på Facebook har indtil videre været gode, og med den nuværende reklame er man gået skridtet videre. På kampagnesiden, der knytter sig til annonceringen på Facebook, har man etableret det såkaldte Facebook connect.

»Hvis man connecter, kan man se ens egne informationer, når man booker en prøvetur. Du kan se, om dine venner har booket en prøvetur. Og så er der den positive ting, at det kan skabe en stor viral effekt, når det her link bliver repræsenteret på de forskellige vægge. Dermed vil ens venner også se det. Det forventer vi os meget af,« siger han.

Citroën Danmark begyndte at annoncere på Facebook for tre år siden. I dag ligger en stor del af onlinebudgettet placeret der. Og Jesper Kristoffersen ser et fortsat stort potentiale.

»Vi håber på, at vi kommer i kontakt med langt flere kunder. Men det er ikke kun et spørgsmål om at komme i kontakt. Folk skal jo også gerne købe en bil. Trafikken skal gerne konverteres om til et køb. Og det antal er faktisk ret højt. Ved at være på Facebook brander du også Citroën som et bilmærke, der er med på noderne. At vi har taget den nyeste teknologi og kommunikationskanaler til os,« siger han.

Den stadige ufordring for bilproducenten er at finde på nogle ideer og budskaber, der fungerer på det sociale medie.

»Man skal have et budskab, der er lidt mere interessant end det sædvanlige. Man skal fange folks opmærksomhed på en anden måde, end man har gjort tidligere igennem den traditionelle markedsføring,« siger han.