Billigere mobildata i EU for 700.000 erhvervskunder

690.000 erhvervskunder hos TDC får fra maj sænket prisen for at bruge internetadgangen, når de er i udlandet. Yderligere prissænkninger er på vej, siger ekspert.

Det bliver meget hurtigt en dyr fornøjelse at bruge mobiltelefonen i udlandet, navnlig til at gå på nettet med. Foto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks største teleselskab, TDC, skærer frivilligt op mod tre fjerdedele af prisen for at koble sig på Internet fra sin mobiltelefon eller computer, når man er i udlandet.

Fra 1. maj vil de 690.000 danskere med mobilabonnement gennem TDC Erhverv automatisk kun betale 6,70 kroner pr. megabyte data inden for de 26 øvrige EU-lande, hvor det i dag koster mellem 12 og 25 kroner. Det sker nogle måneder, før EU forventeligt har en ny aftale på plads, som skal sænke netop især datapriserne. Her lægger EU-Kommissionen op til over de næste tre år at nå ned på et loft på 3,71 kroner pr. megabyte (eksklusiv moms).

TDC: Større tryghed

Modsat TDC har andre teleselskaber i Danmark - Telia, Telenor og »3« - valgt først at give udlandstelefoni til nedsat pris, hvis man køber et tillægsabonnement til sin nuværende aftale. Hos TDC Erhverv vil sænkningen automatisk gælde alle.

»Mange virksomheder beder deres medarbejdere om helt at deaktivere data på deres smartphonetelefon, når de rejser i udlandet. Dermed går virksomhederne glip af de mange fordele, osm en smartphone med adgang til nettet giver. Derfor vil dette helt sikkert give både virksomhed og medarbejder mere tryghed på rejsen,« mener Asger Hattel, direktør i TDC Erhverv.

Flere prisfald på vej

Teleanalytiker Torben Rune fra rådgivningsvirksomheden Netplan ser truslen fra EU som en særdeles afgørende årsag til, at der nu sker noget.

»EUs indgriben i markedet er en af de allervigtigste parametre for, at udviklingen går denne vej. Desværre men naturligt, for hvis der ikke er konkurrence - og det er der jo åbenlyst ikke -, så vil priserne ikke selv svinge efter udbud og efterspørgsel,« siger han til Business.dk.

Han tror, at de kommende supermobilnet, 4G eller LTE, som langsomt er ved at vokse frem i Europa, vil sætte yderligere skub i prisfaldene.

»De har hastigheder, der er langt højere, end vi er vant til på dagens 3G-net. Dermed vil man meget hurtigt kunne få brugt en formue på ganske få minutter, så det vil afgjort føre til lavere priser for at undgå problemer,« siger han.

Snu SIM-kort aflurer selv, hvor man er

En tredje faktor, som tvinger priserne ned, er såkaldt dynamiske SIM-kort. I stedet for dagens SIM-kort, som man knækker af en plastikplade og sætter i telefonen, ser mobilproducenterne nu på, om de kan lodde SIM-kortet fast som en del af selve telefonen.

»Så vil man gennem f.eks. særlige SMSer kunne programmere telefonen, inden den sendes ud til kunden. Mange producenter er så snu, at de laver omprogrammeringen dynamisk. Når en dansk TDC-telefon opdager, at den er i Tyskland, omprogrammeres SIM-kortet automatisk. Så får man rigtigt nok et tysk telefonnummer i stedet for sit eget, men da de fleste smartphonetelefoner i dag kan køre Skype, Messenger m.m., vil al tale om ganske få år være ren datakommunikation. Og når det sker, bryder hele roamingcirkuset sammen. For at undgå at folk hopper over på lavprismodellerne, vil de hjemlige teleselskaber derfor sørge for at indrette prisen for brug af telefonen i udlandet, så dette lige akkurat ikke kan betale sig. Og, vupti, så er der ægte, dejlig konkurrence på udenlandsk roaming,« mener Torben Rune.

I dag udgør opkald i udlandet omkring fem procent af teleselskabernes omsætning og omkring syv procent af overskuddet - dog med store geografiske forskelle, eftersom der er langt flere turister i Sydeuropa end i Nordeuropa.