Billige mobiltelefoner hitter mest

Trods al snakken om iPhone og andre dyre smartphones vælger danskerne alligevel oftest en billig model, når de står i telebutikken.

Trods bunkevis af opmærksomhed, reklamer og skriverier sidder danskerne stadig solidt på pengepungen, når de skal købe ny mobil. I praksis er det kun et mindretal, der hoster op med over 5.000 kroner for en topmodel fra for eksempel Apple eller Samsung. Det store flertal af danskerne er langt mere sparsommelige med deres mobilbudget.

Det viser tal fra IT-analysehuset IDC, der har kigget nærmere på, hvor meget danskerne reelt bruger, når de handler ny mobil

Tallene viser, at der er langt fra de glittede reklamer for vilde smartphones til danskernes virkelighed. Når danskerne handler mobil, bruger de nemlig i gennemsnit blot 2.200 kroner, viser IDCs tal.

Hver femte er en iPhone

Det er tal, der der stammer fra fjerde kvartal 2011, og som er renset for operatørtilskud til telefonerne - og som viser, at Apples iPhone tegner sig for godt 22 procent af det samlede danske mobilmarked. Det er telefoner, der ifølge IDC i gennemsnit går for 4.750 kroner, og som dermed trækker det samlede gennemsnit ganske gevaldigt opad.

IDCs analyse viser dog også, at en tredjedel af alle solgte telefoner i Danmark er gammeldags »dumbphones« - altså telefoner i den helt simple ende af skalaen, og som danskerne i gennemsnit betaler 600 kroner for.

Anders Elbak, analysechef hos IDC

»Man skal huske, at halvdelen af danskerne har en dumbphone i lommen, og når de skal have ny, vil de efterspørge en billig smarpthone, ikke en dyr. «


Den største andel af smartphonekøberne, 34 procent, handler smartphones i den helt billige ende af skalaen, som der i gennemsnit betales 1.750 kroner for.

I den forløbne uge forklarede Peter Glüsing, pressechef i Telenor, at Danmark fortsat er at betragte som et »Harald Nyborg«-land, hvor folk ofte vælger billigt frem for dyrt, og hvor det store flertal skæver til gode tilbud og kvier sig ved at lange alt for mange sedler på disken nede i butikken.

Og de kommende år, vil de mobiler, danskerne køber flest af, måske blive endnu billigere: IDC har tidligere forudset, at dumb-phones på længere sigt vil glide helt ud af markedet, og efterhånden som det sker, vil gennemsnitsprisen på mobilerne blive presset nedad.

Halvdelen har dumme telefoner

»De senere år har vi set, at gennemsnitspriserne på solgte smartphones var i stigning, fordi der blev solgt flere high-end-modeller. Men jeg gætter på, at den vil begynde at falde. Man skal huske, at halvdelen af danskerne har en dumbphone i lommen, og når de skal have ny, vil de efterspørge en billig smarpthone, ikke en dyr. Det vil presse priserne ned,« siger analysechef hos IDC, Anders Elbak.

De senere år har al fokus ellers været samlet om de få absolutte topmodeller som iPhone 4S, Samsung Galaxy S II, Nokia Lumia 800 eller HTCs topmodeller, mens der har været relativt stille om produkterne nede i bunden af prisskalaen. Globalt er flere kinesiske producenter dog i fuld færd med at presse priserne på de billligste Android-mobiler, og mobilgiganten Nokia, der er stærk i dette segment, har ladet forstå, at man ingenlunde har tænkt sig at miste markedsandele på denne store andel af mobilmarkedet. Dermed er der gjort klar til en intens konkurrencesituation de kommende år.

Ingen snakker om de billige

Teleselskaberne kvier sig ved at udlevere opdaterede lister over hvilke mobiler, der sælger bedst – men hos Danmarks største teleselskab, TDC, er Top 10 listen i selskabets webshop domineret af de helt billige mobiler. Her er den bedst sælgende mobil den ultraskrabede HTC Wildfire S, den tilsvarende billige HTC Chaha og hertil en håndfuld ultrabillige Nokiaer. Først på tiendepladsen findes den første dyrere smartphone – nemlig Samsung Galaxy Nexus til godt 5.500 kroner. Alle øvrige top-modeller ligger lavere placeret end tiendepladsen.

TDCs webshop er næppe repræsentativ for det danske mobilmarked, men hitlisten er dog et fnt billede af at der stadig bliver skubbet mange billig-mobiler over disken, og også, at de dyreste mobiler er dem, der hitter mindst.

»I dag bliver alt jo målt mod iPhone, så det er i den ende af skalaen, opmærksomheden samler sig. Man viser det ypperste, man kan. Samsung bruger jo f.eks. mange penge på at reklamere for deres dyre telefoner, men det ville de aldrig gøre med en skrabet model,« siger Anders Elbak.

Gennemsnitsprisen på danskernes mobiltelefoner været i stigning de senere år - blandt andet fordi der bliver solgt flere high-end-mobiler. Til gengæld er prisen på de dumme mobiler faldet.