Bill Gates måber over Elon Musks »sindssyge« populistiske oprør

Microsoft-stifteren Bill Gates langer ud efter Elon Musks »populistiske« projekter og kalder den Trump-allieredes indflydelse for »virkelig sindssyg«.

Bill Gates er verdens 13.-rigeste person med en egenformue på 771 milliarder kroner ifølge tal fra Forbes. Det er stadig kun en fjerdedel af verdens rigeste person, Elon Musk. Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix

To af verdens rigeste mennesker har tilsyneladende ikke meget mere tilfælles end nullerne på kontoen.

Nu kalder Microsoft-ejeren, Bill Gates, sin techkollega Elon Musks omfavnelse af politikere fra den ydre højrefløj og forsøg på at blande sig i andre landes politik for noget »sindssygt lort«.

Den Trump-allierede techmilliardær Elon Musk dukkede lørdag op på en videoforbindelse til en kampagnebegivenhed for det kontroversielle højreorienterede tyske parti Alternative für Deutschland (AfD).

Det EU-skeptiske, udlændingekritiske og neoliberale parti var engang det barn i sandkassen, som ingen ønskede at lege med, men i dag står de til at vinde et kryds fra hver femte tysker ved det forestående valg 23. februar.

Og det er et farligt tog at hoppe med på, mener Bill Gates, der til avisen The Sunday Times kritiserer den Trump-allierede multimilliardærs politiske bidrag.

»Han er for AfD ... Han vil gerne fremme højrefløjen, men siger, at Nigel Farage ikke er højreorienteret nok. Jeg mener, at det er noget insane shit – sindssygt lort,« sagde Gates med en supplerende henvisning til Tesla- og SpaceX-ejeren Elon Musks offentlige støtte til den britiske islamkritiker Tommy Robinson frem for den højreorienterede leder af Reform UK og Brexit-forkæmper Nigel Farage.

Elon Musks udstrakte arm vakte opsigt i sidste uge. Verdens rigeste mand har siden afvist snak om en nazistisk hilsen. Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

Tommy Robinson og AfDs blomstrende popularitet er et led i en mere generel højredrejning i Europa. 

Syv EU-medlemsstater – Kroatien, Tjekkiet, Finland, Ungarn, Italien, Holland og Slovakiet – ledes efter et skelsættende 2024 af en regering fra højrefløjen.

Europa bør forbyde donationer

I stedet for at opildne til denne tendens mener Bill Gates, at Elon Musk i stedet burde bruge sin magt til andre, mere fællesskabsorienterede formål.

»Hvis man er meget klog, og det er han, bør man tænke over, hvordan man kan hjælpe. Men dette er et populistisk oprør,« sagde Bill Gates.

Han er samtidig bekymret for konsekvenserne, hvis ikke Elon Musk fortsætter i samme retning. Derfor opfordrer han europæiske lande til at genoverveje gældende regler for kampagnedonationer.

»Det er virkelig sindssygt, at han (Elon Musk, red.) kan destabilisere den politiske situation i et land. Mig bekendt må udlændinge i USA ikke give penge (til kampagneformål, red.) – andre lande burde måske indføre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at superrige udlændinge ikke forvrider deres valg,« sagde Bill Gates til The Sunday Times.

Bill Gates er heller ikke bleg for blande forretning og politik. Han har flere gange mødtes med Kinas præsident Xi Jinping, som han senest besøgte i 2023. Her viste den statslige tv-station CCTV Xi sige, at han var glad for at se Gates, som han kaldte en »gammel ven«. Liao Pan/AP/Ritzau Scanpix

Bill Gates donerede selv 50 millioner dollar – cirka 350 millioner kroner – til Demokraternes tidligere præsidentkandidat Kamala Harris' kampagne, før hun tabte til Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Han har doneret godt 60 milliarder dollar til sin egen velgørenhedsfond Gates Foundation, der skal hjælpe med at udrydde sygdomme som polio, malaria og hiv. 

Den 69-årige techtitan hjalp også med at finansiere vacciner under coronapandemien, hvilket gjorde ham til genstand for hård kritik fra amerikanske republikanere.