Bilister taber ragelse på vejene

Murerspande, cykler, sofaer og madrasser ryger stadig i stor stil af biler og trailere på de danske veje.

Vejdirektoratet må stadig oftere ud og rydde op efter bilister, der har tabt en del af lasten under transport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox
Vejdirektoratet har gennem en årrække oplevet en stigning i antallet af tabt gods på statsvejene og tallet fortsætter med at stige, viser en opgørelse fra det første halvår af 2009.

I alt 3055 gange har Vejdirektoratet sendt folk ud for at samle tabte genstande op på statsvejene. Det er en stigning på seks procent i forhold til første halvår 2008, hvor antallet var 2881.

- Det er et problem, vi tager særdeles alvorligt, for selv mindre genstande skaber trafikfarlige situationer og kan i sidste ende være skyld i ulykker. Desuden er det ikke helt billigt at rykke ud og samle gods op, siger afdelingsleder Charlotte Holstrøm fra Vejdirektoratets Trafik- og Beredskabsafdeling.

Her kan du få et lynkursus i at sikre løse genstande under transport.

Dyr oprydning

Det koster fra 800 kr. og op til flere tusinde kroner, hver gang bare én bilist ikke har sikret sit gods godt nok. Og det er en regning, der ender hos Vejdirektoratet og dermed i sidste ende skatteborgerne, hvis den ansvarlige bilist ikke findes.

Erfaringen viser, at det især er affald og brugte genstande, der ikke bliver fastgjort godt nok og falder af traileren på vej til genbrugspladsen. Men også byggematerialer som for eksempel gips- og jernplader, værktøj, murerspande, stiger, skovle og jerndragere flyder i trafikken. Det er altså både håndværkere og private bilister, der "sjusker" med deres transporter.

- Motorvejen er en utrolig farlig arbejdsplads, og af hensyn til både bilistens og vores folks sikkerhed, er det altid nødvendigt med en tavlevogn ved fjernelse af trafikfarligt gods og somme tider flere køretøjer," siger Charlotte Holstrøm.

Her kan du få et lynkursus i at sikre løse genstande under transport.