Bildronning kan køre 67 millioner i garagen

Birthe Christiansen, der er eneejer af bilkoncernen Nic. Christiansen, kører et overskud på 67 mio. kr. hjem i regnskabsåret 2015. Den koldingensiske bilkoncern omsatte for næsten 4,7 mia. kr.

Bilkoncernen Nic. Christiansen står bag importen af bilmærkerne Jaguar og Land Rover i Danmark, Norge og Sverige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bryan Thomas

Bilkoncernen Nic. Christiansen fra Kolding, der importerer bilmærkerne Hyundai, Land Rover og Jaguar, kan trille et overskud på 67 mio. kr. før skat i garagen. Det fremgår at selskabets årsregnskab for 2015.

Kolding-selskabet er ejet af Birthe Christiansen, som i 2006 blev eneejer af den sydjyske familievirksomhed, da hun købte sin søster ud af bilkoncernen. Birthe Christiansens far, der lægger navn til den sydjyske virksomhed, gik på i sin hjemegn udelukkende under navnet »bilkongen«.

Siden 1992 har Nic. Christiansen Holding stået bag importen af Hyundai-biler, mens et andet af koncernens selskaber, British Car Import, står bag importen af bilmærkerne Jaguar og Land Rover i Danmark, Norge og Sverige.

Bilkoncernen fra Kolding har i 2015 investeret heftigt i sin forretning, men kan altså stadig glæde sig over et solidt overskud.

»Vi afholder omkostninger i relation til vækst- og udviklingsaktiviteter for 31,5 mio. kr. i den løbende drift og præsenterer en fremgang i koncernens overskud før skat i 2015 sammenlignet med året før. Det er et stærkt resultat, som vi alle i koncernen kan tillade os at være stolte over«, siger Niels Vrist Bertelsen, koncerndirektør i Nic. Christiansen Holding.

Familien Christiansen var i 2015 placeret på 77. pladsen på Berlingske Business Magasins 2015-liste over Danmarks 100 rigeste. Birthe Christiansen ejer ud over bilkoncernen hovedparten af Comwell-hotelkæden gennem et andet selskab.

Birthe Christiansens far, Nic. Christiansen, døde som 93-årig i 2010.