Bilarbejdere truer med at sprænge fabrik i luften

Rasende franske arbejdere truer med at sprænge deres fabrik i luften, med mindre bilproducenterne Renault og PSA Peugeot Citroën hoster op med kompensation for fyringer af medarbejderne.

Arbejdere truer med at sprænge en bildelsfabrik i Châtellerault i det vestlige Frankrig i luften. Skiltene kræver, at Renault betaler erstatning for fyringer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alain Jocard / AFP
I sidste måned gik New Fabris, der fremstiller dele til bilmotorer, i betalingsstandsning for anden gang på to år, og dermed står 366 arbejdere til at få en fyringsseddel.

Men arbejderne har opsat en række gasbeholdere i fabrikken, og truer med at sprænge dem 31. juli, med mindre de hver modtager 30.000 euro, eller knap 225.000 kr., i kompensation fra fabrikkens to altdominerende kunder, bilproducenterne Renault og PSA Peugeot Citroën.

Ifølge erhvervsavisen Financial Times er den franske regering i tvivl om hvorvidt gasbeholderne er fyldte, men de er tilstrækkeligt nervøse for arbejdernes trusler til at de har stationeret brand- og ambulancefolk tæt på fabrikken, der også er blevet hærget af voldsomme strejker og demonstrationer.

Franske arbejdere på krigsstien
Frankrig har en lang tradition for ofte voldsomme arbejdskonflikter, og i takt med at også franske arbejdere bliver ramt af den globale økonomiske recession er volden eskaleret kraftigt.

I år har der ifølge Financial Times været flere eksempler på at arbejdere har kidnappet eller tilbageholdt fabrikschefer og direktører, ofte i flere dage, som protest mod fyringer eller for at få større kompensation for fyringer. Og der er frygt for at volden eskalerer, fordi der i resten af 2009 ventes at blive gennemført flere større fyringsrunder, specielt i den hårdt ramte bilindustri.

Industriminister Christian Estrosi har tidligere inviteret de rasende arbejdere fra New Fabris til et møde, men har trukket invitationen tilbage, på grund af truslen om at sprænge fabrikken i luften.

Fronter trukket skarpt op
Arbejderne fra New Fabris fastholder, at de er parate til bogstaveligt talt at sprænge deres arbejdsplads i luften.

"Er vi i stand til at sprænge fabrikken i luften? Ja vi er. Renault og Peugeot har slået os ihjel, og vi vil have en del af kagen. De har fået hjælp af staten," sagde fagforeningsmanden Guy Eyermann ifølge Financial Times til 100 af arbejderen i går ved et møde.

Både Renault og PSA Peugeot Citroën, der har fået milliardstøtte fra den franske regering for at klare krisen, afviser dog blankt at betale den krævede kompensation, med henvisning til at New Fabris er en selvstændig virksomhed, og at de i øvrigt flere gange har hjulpet selskabet økonomisk.