Biehl-søstre fik iværksætter-genet med hjemmefra

Charlotte og Rikke Biehl har begge valgt iværksættervejen, og det er næppe noget tilfælde. Søstrene har fra barnsben lært at se mulighederne omkring dem – og ikke begrænsningerne.

Iværksættersøstrene Biehl, Rikke (tv.) og Charlotte, bruger hinanden rigtig meget til at sparre med, og de er vokset op med, at man skal turde kaste sig ud på dybt vand og turde tage nogle chancer. Foto: Sara Gangsted
Læs mere
Fold sammen

Hvor kommer individets iværksættertrang fra? Det er der næppe ét entydigt svar på, men for søstrene Charlotte og Rikke Biehl er der alligevel nogle elementer, der står helt centralt, når de bliver spurgt.

Charlotte Biehl er 36 år og er ophavskvinde til smykkekonceptet ByBiehl, mens søsteren Rikke Biehl, der er 30 år, står bag det serverbaserede planlægnings- og kommunikationssystem Delogue, som er målrettet designere og leverandører i modetøjsbranchen. Førstnævntes virksomhed har i dag 12 ansatte, sidstnævntes har 15.

De opererer i forskellige brancher, men de mener alligevel, at udgangspunktet er noget nær det samme. Og det er på den ene side lysten og modet til at påtage sig udfordringer – og på den anden side et mindset, en livsfilosofi, der handler om at fokusere på muligheder og ikke begrænsninger, vurderer Charlotte Biehl.

»Lysten til at blive selvstændig handler i min optik om drive – og om ønsket om at skabe noget. Vi har begge arbejdet for andre, men er begge endt som iværksættere. Vi havde ideer og var ikke bange for at løbe en risiko for at gøre dem konkrete. Det, tror jeg, bunder i en drivkraft indeni – om ikke at kunne lade være,« siger hun, hvorefter søsteren Rikke følger op på tråden og vender blikket mod fortiden:

»Det har givetvis meget med opvækst at gøre. Vores barndom har været præget af holdningen om, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud på dybt vand. Vores mor var heller ikke bange for at prøve ting af. Indstillingen var derhjemme, at man skulle holde det op imod konsekvensen. Hvis den var, at aftensmaden blev risengrød et par dage, var det jo til at leve med.«

Lærte at forfølge deres drømme

Charlotte og Rikke Biehl er halvsøstre, men de er vokset op sammen uden for Sorø, og de har to brødre, der er »semiselvstændige«, som de formulerer det. Deres fælles mor valgte trods sin uddannelse som bibliotekar at forfølge en drøm, rykke rødderne op og flytte ud af byen. Det gav blandt andet plads til de heste, som søstrene fra en ung alder fik ansvaret for, samt forsøg med at sælge hjemmedyrket økogrønt.

Søstrene lægger vægt på, at der i familien fra flere sider – også fra deres fædres – var en stemning af, at ideer skulle efterprøves i praksis, og at man altid skulle have i baghovedet, at konsekvensen ved at ramme ved siden af alt andet lige var overskuelig og til at leve med. Den holdning kom også til at præge søstrene, da de efter deres uddannelsesår, der for begges vedkommende blandt andet gik gennem Copenhagen Business School (CBS), endte med at kaste sig ud som selvstændige. For de anser begge evnen til at tackle et erhvervsmæssigt nederlag med oprejst pande som noget af det vigtigste, hvis man vil kæmpe sig til succes som selvstændig.

»Du skal grundlæggende være en korkprop. Sagen er, at de færreste er så heldige, at alt går snorlige fra begyndelsen, så som iværksætter skal man kunne holde troen og modet højt, selv om der kommer nogle bump på vejen. Man skal være forberedt på at kæmpe for sin virksomhed, og her er det nok en fordel at være en ukuelig optimist og at tro på, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil det nok og knokler for det,« siger Charlotte Biehl.

Hendes søster nikker genkendende til fænomenet. Op- og nedturene som iværksætter gør, at det bliver helt centralt at have en problemløsende indgang til livet som selvstændig.

»Hvis man endelig vil, så kan man hurtigt finde barrierer, når man er iværksætter. Specielt hvis man tænker på fejlskud som verdens ende. Langt de fleste startups ender jo med at gå ned. Det er derfor, det er vigtigt at fokusere på løsninger og ikke problemer,« siger Rikke Biehl.

Vigtigt med sparring

I den forbindelse har søstrene haft én væsentlig fordel, som de begge er enige om – og det er hinanden. Muligheden for at sparre med en person i samme situation som sig selv skal ikke undervurderes. At de så samtidig kender hinanden mere end godt og dermed er hurtige til at skyde sig ind på problemernes kerne, er blot en bonus ved at have et familiemedlem, som er i samme situation som én selv.

»Vi bruger hinanden meget. Til at diskutere konkrete situationer og problemstillinger – men også til at komme videre ud i miljøet og identificere nøglepersoner og netværk. Vi har to virksomheder, som er meget forskellige, når det kommer til produkt. Men vi er også begge iværksættere og støder derfor ind i samme slags udfordringer,« siger Rikke Biehl.

Global vækst det vigtigste

På trods af de virksomhedsmæssige forskelle er begges projekter på vækstkurs. Rikke Biehls Delogue udsprang af hendes irritation over praktiske problemer i designbranchen, som hun så satte sig for at løse på digital vis. Efter indledende benarbejde lancerede hun systemet i 2012 og fik en ekstern investor på, som har finansieret udvikling og ekspansion. Virksomheden har cashflow, men lige nu er international vækst et større fokusområde end positiv bundlinje. Virksomheden har i dag brugere i 32 lande, over 50 kunder på designsiden og 500 på leverandørsiden.

Charlotte Biehls smykkevirksomhed ByBiehl, der grafisk bliver skrevet »byBiehl«, er siden lanceringen i 2010 vokset støt organisk og er nu nået ud til forbrugere i ti lande. Ideen kom ud af Charlotte Biehls kendskab til branchen, som hun så potentiale i. 200 forretninger sælger i dag smykkerne, og virksomheden står foran en større tysk satsning med en partner, der har over 500 butikker. Hun går med overvejelser om at lukke en ekstern investor ind i folden og er selv begyndt at designe smykker, selv om det aldrig var udgangspunktet. Visionerne for Biehl-søstrenes erhvervseventyr fejler ikke noget. Det gør deres holdning til, hvad værdien af iværksætteri er både i Danmark og i udlandet heller ikke. Faktisk er de store fortalere for, at selvstændig erhvervsdrift blandt kvinder i verdens mere udfordrede verdensdele er en vej frem mod mere velstand og bedre vilkår.

Derfor støtter de flere udenlandske projekter – deriblandt ét, der tager udgangspunkt i den danske iværksætter Anja du Toits projekt i Kenya, hvor en lokal hestefarm danner udgangspunkt for lokale job og støtteprojekter, der blandt andet skal hjælpe HIV-ramte kvinder i storbyen Nairobis slumkvarterer. Den slags projekter skal man ikke undervurdere, lyder det fra Charlotte Biehl.

»Man skal ikke undervurdere værdien af rollemodeller. Personer som Anja du Toit skubber udviklingen den rigtige vej og er med til at vise vejen for andre. Vi skal huske at hylde de kvinder, der forfølger deres drøm,« siger Charlotte Biehl og tilføjer:

»Vi synes selv, vi er lidt seje på baggrund af det, vi har gjort og opnået. Men den kvinde er supersej, og den slags skal man huske at støtte.«