Betalingskort bringer os tættere på Big Brother

I fremtiden vil betaling stort set ske udelukkende med betalingskort. Det kan besværliggøre økonomisk kriminalitet. Men kortene skaber også store problemer, mener professor.

Foto: Gitte Sofie Hansen / Scanpix. I fremtiden skal man ikke rode i lommerne efter mønter, men efter kort. Men det er ikke kun en fordel, mener professor.
Læs mere
Fold sammen
Lyden af klirrende mønter vil med tiden blive erstattet af lyden af at stikke et plastikkort ned i en boks. Når det kommer til betalingformer taler tallene sit eget tydelige sprog. I 1998 var der 340 mio. dankorttransaktioner. I 2008 var det tal ifølge PBS steget til 796 mio.

”Det er mere bekvemt, og hvis det er en nemmere og mere effektiv betalingsform, vil den også vinde,” siger professor fra CBS, Morten Samuelssen, om fremtiden for betalingskortene.

Ifølge ham kan udviklingen fra mønt til kort få store konsekvenser for økonomisk kriminalitet, som vi kender det i dag.

”Det vil have en konsekvens for sort arbejde, hvidvaskning og narkotikahandel, for alle pengetransaktionerne kan spores, og det har betydning for enhver ulovlig transaktion”, siger han.

Ikke begejstret for kortet
Alligevel er tanken om et møntløst samfund ifølge professoren ikke en fordel.

”Jeg er ikke specielt sympatisk indstillet over for en tilstand, hvor hver eneste lille bevægelse, en borger foretager sig, skal registreres. Nogle synes, det er en god idé at overvåge fra vugge til grav, men jeg tror, at man har godt af at kunne få lov til at passe sig selv. Det koster noget kriminalitet, men jeg tror, at fordelene ved, at vi er frie mennesker, langt overstiger ulemperne”, siger han.

Han er samtidig overbevist om, at personer, der vil lave økonomisk kriminalitet, nok skal finde på måder at omgå loven på, fx ved at bytte ydelser.

Norsk professor: Afskaf kontanter
Til den norske avis Stavanger Aftenblad siger professor Kai A. Olsen, at myndighederne i Norge bør overveje brugen af kontantbetaling.

”Ingen af os har længere behov for kontanter. Norge er parat til at kvitte kontanterne. På den måde slipper vi af med sort økonomi, og det bliver vanskeligere at være kriminel”, siger han og foreslår, at man gradvist nedtrapper eller helt går væk fra brugen af kontanter.

Ifølge den danske professor er der dog ikke behov for noget indgreb. Udviklingen vil ske af sig selv, siger han og understreger samtidig, at en afskaffelse af kontantbetaling ikke vil være nogen mirakelkur mod økonomisk kriminalitet.