Bestyrelsesformand forlader stort advokathus – hiver tre partnere med til konkurrent

Bestyrelsesformand og partner i advokatfirmaet Bech-Bruun, Simon Evers Hjelmborg, fratræder posten fra 1. august. Han og tre andre partnere rykker i stedet til konkurrenten Accura.

Partner og bestyrelsesformand for Bech-Bruun, Simon Evers Hjelmborg, forlader fra august advokathuset sammen med tre andre partnere, der alle fire skifter til en konkurrent. Simon Evers Hjelmborg har blandt andet været ansigtet udadtil i den spektakulære retssag om Bech-Bruun-advokaternes habilitet i undersøgelsen af udbytteskandalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Der er transfernyt i advokatbranchen.

Simon Evers Hjelmborg, bestyrelsesformand, partner og ansigtet udadtil i Bech-Bruun, skifter højst overraskende fra august i år til det mindre advokathus Accura.

Det samme gør partnerne Peter Østergaard Nielsen, Jakob Østervang og Anders Hørlyck Jensen.

Det oplyser både Bech-Bruun og Accura i flere pressemeddelelser.

»Vi respekterer naturligvis, at de fire vælger at søge nye udfordringer i et andet setup. Hos Bech-Bruun er vi i gang med endnu et stærkt år, hvilket er en fortsættelse af en positiv udvikling over de seneste mange år. De fire partneres afgang får ingen indflydelse på vores retning og strategi,« siger Steen Rode, chief executive partner i Bech-Bruun, i pressemeddelelsen.

Berlingske har været i kontakt med Simon Evers Hjelmborg om hans skifte til Accura, men han ønsker ikke at uddybe indholdet af pressemeddelelserne.

Men det fremgår af Accuras pressemeddelelse, at han skal lede Accuras konkurrenceretspraksis, mens han samtidig får en plads i bestyrelsen.

Thomas Weincke, der er partner og bestyrelsesformand i Accura, siger, at Accura er »meget glade for og stolte over, at det er lykkedes at tiltrække en profil som Simon,« som han kalder »markedsledende inden for sit felt«.

Simon Evers Hjelmborg ser frem til at indtræde i Accura:

»For mig er det også en drivkraft, at jeg bliver en del af et advokatfirma, hvor der er et helt særligt kommercielt drive, og hvor viljen og lysten til at skabe noget særligt for kunderne er tungt forankret i firmaets og partnernes dna,« siger han i en pressemeddelelse.

Selvom Accura er et velrenommeret advokathus, er det stadig mindre end Bech-Bruun, hvorfor det er overraskende, at hele fire partnere foretager det skifte.

Derudover er der det forhold, at tre af partnerne har siddet i Bech-Bruuns »Renewable Energy«-gruppe, hvor blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er en stor kunde.

Det er uvist, men interessant at holde øje med, om de tre partnere således vil trække kunder som CIP med over i Accura, men Thomas Weincke siger, at Accura fremover vil etablere Renewable Energy som et forretningsområde.

»Vi er derfor meget glade for og stolte over, at det er lykkedes at tiltrække et så kompetent team med Peter, Jakob og Anders i spidsen. De har på få år formået at opbygge en helt unik position som trusted advisors for en række førende globale aktører i markedet,« siger han.

Simon Evers Hjelmborg har været ansigtet udadtil for Bech-Bruun – ikke mindst i den spektakulære retssag om Bech-Bruun-advokaternes habilitet i undersøgelsen af udbytteskandalen, som de blev tildelt i 2017.

Sagen omhandler det forhold, at Bech-Bruun har indbragt en afgørelse fra Advokatnævnet for retten, hvor de samtidig lægger sag an mod Skattestyrelsen om refusion af salær.

Det er sket, efter fire af Bech-Bruuns advokater blev fundet inhabile i forhold til at foretage den uvildige undersøgelse af udbytteskandalen, fordi Bech-Bruun rådgav den tyske bank North Channel Bank, som siden viste sig at være involveret i svindelsagen og fik en bøde på 110 millioner kroner.