Pernille Erenbjerg er onsdag aften med øjeblikkelig virkning trådt tilbage som bestyrelsesformand for Viaplay Group på grund af sygdom.
Det skriver Viaplay Group i en pressemeddelelse.
Hun erstattes midlertidigt af Simon Duffy, der indtil nu har været almindeligt bestyrelsesmedlem.
Udskiftningen kommer midt i en alvorlig økonomisk krise for streaminggiganten. Det har også ført til, at topchef Anders Jensen uventet er blevet udskiftet med Jørgen Madsen Lindemann.
Torsdag trak Viaplay helt forventningerne til 2023 på grund af problemerne.
»Tilbagetrækningen af 2023-forventningerne er et resultat af denne gennemgang og afspejler væsentligt svagere fremtidsudsigter for omsætning og indtjening for især de nordiske aktiviteter,« skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Stort aktiedyk efter dyrt sats på sportsrettigheder
Streamingmarkedet er i øjeblikket under stort pres, fordi mange ikke har råd til at abonnere.
Under coronakrisen købte en række af streamingtjenester dyre sportsrettigheder, men dem vil folk ikke længere betale for.
Torsdag formiddag er Viaplay Groups aktie faldet med 26 procent på børsen i Stockholm.
Og siden begyndelsen af juni er Viaplay-aktien faldet med næsten 80 procent efter udmeldinger om hårdere tider forude, hvilket også kostede den svenske topchef, Anders Jensen, jobbet.
I den forbindelse udtalte analytiker i den svenske erhvervsavis Dagens Industri Mikael Olsson, at »der er intet, der går,« som Viaplay havde håbet.
»Man har foretaget mange satsninger internationalt. Spørgsmålet er, om de vil fortsætte med det, eller om de fremover vil lægge større fokus på Norden,« fortalte han.
Viaplay sidder i dag på nogle af de mest populære sportsrettigheder i Sverige, Norge, Danmark, Finland og Holland og har desuden satset i Storbritannien.
Men annoncemarkedet og salget står svagt, det interne spareprogram er ikke gået som håbet og samtidig er Viaplay blevet ramt af valutamodvind.
Den 20. juli præsenterer den nye ledelse derfor en »bred vifte af tiltag«, som skal vende udviklingen i Viaplay Group.
Det drejer sig blandt andet om fyringer, besparelser og et grundigt kig på de udenlandske aktiviteter, skriver Viaplay i pressemeddelelsen.
Samme dag præsenterer Viaplay også sit regnskab for første halvår af 2023.
Pernille Erenbjerg, der nu er stoppet som bestyrelsesformand, er forhenværende TDC-topchef og har været formand i Viaplay siden 2020.