Bestseller-succes'en drypper på asiatiske tøjfabrikker

Fire ud af fem stykker tøj fra danske Bestseller bliver syet på asiatiske fabrikker, viser ny rapport. Containere med billigt tøj fra Asien er også grundkomponent i Bestsellers fremtidige strategi, fortæller Bestsellers ejer.

Anders Holch Povlsen, Bestseller. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Nøglen til fremtidig succes for danske Bestseller ligger i Asien på de over 500 asiatiske fabrikker, som producerer for det danske modefirma . Det fastslår modekoncernens ejer Anders Holch Povlsen, der ikke mener, at et "made in Europe"-mærke i nakken på Bestsellers skjorter vil være tilstrækkelig værdifuldt for kunderne.

"Kunderne vil have mest muligt for pengene," siger Anders Holch Povlsen, da Berlingske torsdag eftermiddag taler med ejeren af Bestseller, der har hovedkontor i jyske Brande, men sælger sine varer i mere end 70 forskellige lande.

Holch Povlsen har lige sendt nye regnskabstal på gaden, og de afslører, at Bestseller i et svært marked har været i stand til at øge både salg og indtjening . Omsætningen vokser med fem procent til 20,1 mia. kroner, mens resultatet før skat vokser med 21 procent fra til 1,7 i forhold til 1,4 mia. kroner året før.

Det er "tilfredsstillende," lyder karakteristikken fra Anders Holch Povlsen, der dog hurtigt tilføjer, at det gerne skal være bedre næste år. I hvert fald skal omsætningen løftes. Der skal flere skjorter, strømper og jakker igennem Bestsellers strømlignede forretning, og Anders Holch Povlsen er ikke i tvivl om, hvordan det skal foregå. Langt størstedelen af tøjet skal igen købes billigt i Asien hos et net af forskellige leverandører, som år efter år kæmper om milliardordrerne fra danske Bestseller, svenske H&M, spanske Zara og amerikanske GAP, der alle beskæftiger sig med "fast fashion" - billigt og yderst modepræget tøj.

"De primære sourcingmarkeder (indkøbsmarkeder, red.) i fremtiden vil helt sikkert stadig være i Asien," siger Anders Holch Povlsen, der de senere år dog har været plaget af lønstigninger i både Kina og Bangladesh.

Men lønstigningerne får ham ikke til at se mod andre horisonter. Tværtimod.

"Der er nye asiatiske markeder, der banker på. Der er Burma og Pakistan, og der er for os Cambodja og Vietnam, hvor vi ikke får særligt meget tøj fra endnu," siger Anders Holch Povlsen.

Han har tidligere talt om offentligt, at Bestseller overvejede at få en større mængde tøj produceret i Nordafrika. Men det vil kun blive i småtingsafdelingen, fortæller han nu. Østeuropa nævner ham som en anden mulighed. Men også her vil der kun være tale om ganske små ordrer set i forhold til, hvad Bestseller køber i asien.

For første gang giver koncernen nu indblik i, hvor meget tøj den får produceret rundtomkring på kloden. Det sker i selskabets bæredygtighedsrapport, som også blev offentliggjort torsdag. Kina viser sig som Bestsellers suverænt største indkøbsland. 43 procent af Bestsellers tøj kommer fra netop Kina.

Det næststørste indkøbsland er Bangladesh, som ellers har givet store mængder negativ omtale grundet fabrikskollapset på Rana Plaza i foråret 2013, som resulterede i flere end 1.000 omkomne. 25 procent af Bestsellers tøj kommer fra Bangladesh. Dernæst følger Tyrkiet med 20 procent og  Indien med 10 procent. Således kommer 78 procent af Bestsellers tøj fra Asien.

Bæredygtighedsrapporten giver samtidig et indblik i, hvor Bestseller har de største udfordringer med at sikre ordentlige forhold. Kina er det land som skiller sig ud det land med suverænt flest problemer. Her er 12 procent af fabrikkerne, som producerer Bestseller-tøj, plaget af problemer, som skal udbedres, mens 85 procent fabrikkerne har "mindre" problemer, som skal udbedres. I modsatte ende af skalaen er Bestsellers italienske leverandører.

På fabrikkerne i Italien er der "mindre" problemer på seks procent af fabrikkerne, mens der ingen problemer er på 94 procent af fabrikkerne i støvlelandet, som leverer til den danske modekoncern. Bestseller har de seneste år opgraderet sin CSR-politik. Blandet andet siger Bestseller nu klart og tydeligt, at koncernen vil sikre samtlige personer, som producerer tøj til koncernen "en fair leveløn".